0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Badeanstalten for det gode humør

På Assistens Kirkegård vågner de døde til stor underholdning i en medrivende folkebog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I det virkelige liv var H.C. Andersen og Kierkegaard ikke ligefrem på hat med hinanden, men det er de på forsiden af Jørgen Schrøders kulturhistoriske billedbog 'Historier fra Assistens', sådan som illustratoren Jørgen Levinsen har tegnet digteren og filosoffen.

Inden for murene mod Nørrebrogade og Kapelvej ligger de to begravet, i passende afstand. Her konkurrerer de om international opmærksomhed, men Andersen fører i efterspørgsel hos de besøgende.

Udenlandske turister bliver tit skuffede over at se Kierkegaard noteret blot med navn og leveår nederst på en af familiegravstedets tre tavler. Andersen derimod ligger i ensom majestæt i det store, men enkle gravsted, som oprindelig var oprettet af familien Collin, men de flyttede med lig som levende til Frederiksberg Kirkegård uden at tage ham med.

Jørgen Schrøder er en fremragende og vidende fortæller, der har skabt sin egen institution som rundviser på Assistens, hvor han har gravet, om ikke i mulden, så i de levnedsløb, som de mange stene og monumenter signalerer i de afdøde eller efterladtes sidste forfængelige håb om udødelighed eller i det mindste et efterliv. Det er fint at begynde med Andersen og i øvrigt gå rundt med ham i hånden, når det gælder hans samtid. Hans historie 'Et godt Humeur' handler netop om fornøjelsen ved dødens have.

Schrøder fifler lidt med det centrale citat herfra. Andersen skriver: »Adresseavisen og Kirkegaarden, det er og var altid mine to meest aandsvækkende Spadserefarter, mine to meest velsignede Bade-Anstalter for det gode humeur«. Schrøder stryger Adresseavisen. Men man skal ikke være smålig eller læse bogen med pedantisk lup over for de friheder, som en storartet fortæller, der ellers er så velfunderet, tager sig.

Bogen er nemlig særdeles velredigeret og stærkt underholdende i sin vittige og slentrende tone. Aldeles uakademisk, en rigtig folkebog. Det er 250 års københavnerhistorie - og danmarkshistorie, for den trækker trods alt sine store linjer fra hovedstaden.


Bogen fortæller i nekrologisk orden om personer og perioder på en henrivende måde, hvis man udtaler det ord med tryk på første stavelse. Personalhistorien fra dengang, da 'de kendte' forblev 'kendte' hinsides graven, er så farverig, som man vil forstå, når vi nævner i flæng:

Hofbageren Dobel, der døde 1807, Madam Mangor og forlæggeren Reitzel, der snød sig selv for en formue, da han sagde nej til at udgive madammens kogebog, H.C. Ørsted, Kuhlau, der satte musik til 'Elverhøj', forlæggeren Søren Gyldendal, Peter Faber, der skrev 'Højt fra træets grønne top', Martin Andersen Nexø og nonnerne, der omkom ved det fatale bombardement af Den Franske Skole. De får alle deres historie fortalt.

Engang skulle man have en ren straffeattest for at komme i jorden på Assistens. Selvmordere var heller ikke velsete, men det var før, Michael Strunge tog sit sidste spring. I årene lige efter hans død i 1986, var hans grav den mest besøgte næst efter Andersens. Kirkegården opstillede hensynsfuldt en lille bænk ved urnegravstedet med stenen og teksten 'Væbnet med vinger'.

Dan Turèll har et lille æbletræ på sin grav, få meter fra kollegaen Hans Scherfig, som trods en stærkere tro på Lenin end på Gud alligevel ville ligge i indviet jord. Intet røber adressen på resterne af 'Frydenholm's og 'Det forsømte forår's forfatter. Kun en stor granitskildpadde, som lå i forfatterens have, er sat på graven. Schade fik en statue i sin egen skæve legemsstørrelse, men den var så elendigt fremstillet i et materiale, der ikke overlevede den første frostnat.


'Gravmonumælerne', som Storm P. kaldte dem, er dels udtryk for de skiftende tiders arkitekturopfattelse, dels enkeltpersonernes smag og selvopfattelse. Henry Heerup huggede sin egen, en lille fløjtespiller, meget forskellig fra, hvad hans kollega H.W. Bissen gjorde for sig selv og sit minde, en høj, enkel stele, kantet med et enkelt ornament. Han udførte også kollegaen Freunds sten med portrætrelief, en udbredt dekoration blandt det højere borgerskab og kulturlivet i første halvdel af 1800-tallet.

Det er sjældent beskedenhed, der lyser ud fra gravenes stene og bevoksning. Ved kirkegårdens hovedfærdselsåre mellem Kapelvej og Jagtvej konkurrerer Niels Bohr med Kenni Holst. Den ene fik Nobelprisen, den anden var indehaver af en formidabel Harley-Davidson, som kørte ham i døden, men ud over at han blev fulgt til graven af et kolossalt opbud af Hells Angels til hest, ved man kun, at vennerne indsamlede mere end en million til et gravmæle, som skulle have være kirkegårdens største.

Her satte kirkegårdsstyrelsen dog grænsen ved 4,20 meter for bautastenen i bornholmsk granit, omgivet af fakler. Samme højde har familien Bohrs gravmonument, en søjle med visdommens ugle, på den anden side af vejen, som oprindeligt rejstes for Niels Bohrs far i 1911. Man ville ikke have konkurrence på Assistens. Højden er altså sat for nu og altid på Bade-Anstalten for det gode humør, som holder sig forbløffende godt i Jørgen Schrøders historier.