0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Christian IX var en helt

Stor gennemgang af det danske kongehus fra Christian IX til kronprins Frederik mangler en nærmere skildring af de nulevende.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At kongestof er hot stof, har ingen vel været i tvivl om og slet ikke efter mediebraget i anledning af den kongelige forlovelse. Det er dog ikke kun ugeblade og tv, der kredser om/svælger i kongestof, bøgerne kommer også med deres fortællinger om den kongelige familie.

I oktober blev en bog om det lykkelige glücksborgske familieliv, 'Tak for dansen, Louise', skrevet af Inger-Lise Klausen, anmeldt her i avisen (11.10.), og nu kommer 'Prinsessen og det hele kongerige' med undertitlen 'Christian IX og det glücksborgske kongehus' af Sebastian Olden-Jørgensen.

Det er en helt anden type bog, idet den tager på sig at udrede, hvordan det kunne gå til, at den ikke synderlig velbegavede, fattige prins Christian, der aldrig fik aflagt sin stærke tyske accent, som Christian IX kunne blive den samlende figur, han blev, oven i købet med kælenavnet 'Europas svigerfar'. For det lå ikke på nogen måde i kortene.


Olden-Jørgensen slår i sin indledning fast, at det ikke er nok at se på Christian IX's menneskelige egenskaber eller på hans dronnings ægteskabsstrategiske snilde, på de raske prinser og de charmerende prinsesser - man må se på noget helt andet, nemlig på de op-, ned- og sammenbrud som de europæiske - og russiske - riger gennemgik i 1800-tallet.

Der var tale om en vældig bevægelse, som gjorde, at de danske prinser og prinsesser, selv om landet efter nederlaget i 1864 var blevet banket ned i nationernes nederste klasse, var interessante som ægteskabsobjekter rundt om i kongehusene.

Helten for Olden-Jørgensen er Christian IX, selv om han ikke lægger skjul på hans ganske mange begrænsninger. Men beundringen for manden, som halsstarrigt søgte at undgå at få bønder ind i sit råd, det vil sige i regeringen, er åbenlys.

Selv om pressen i 1880'erne ikke dyrkede kongefamilien så intenst som i dag, så skrev man om den, og især de store Fredensborgdage var godt stof.

Når englænderne - det vil sige prinsessen af Wales med døtre, men som oftest uden ægtemand (han kedede sig så gudsjammerligt på Fredensborg) - den russiske tsarfamilie med orkestre og store skibe, den græske konge Georg I med familie og endelig hertugen af Cumberland (han lyder engelsk, men var tysk prins) med sin gemalinde, Thyra, den yngste kongedatter, meldte deres ankomst, blev der noget at skrive om.

Og selv om kongen strengt holdt på, at politiseren var bandlyst, blev der her i det nedslidte slot bagt en del politiske kager.


Olden-Jørgensen fortæller bl.a. om en episode, hvor den fra Frankrig importerede prinsesse Marie, gift med prins Valdemar, blandede sig og var ved at skabe en uholdbar politisk situation omkring et flådebesøg. Situationen blev kritisk, da sagen blev oprullet i en fransk avis, og den bevirkede, at prinsesse Marie - hende med brandmajoruniformen - begyndte at drikke!

Det er vist da første gang, at det er blevet sagt så direkte. Hun kom dog over det, måske hjulpet af sit kunstneriske talent. Hun malede og ønskede at blive vurderet som kunstner - og her melder Olden-Jørgensen rent og tydeligt ud, at det er uforeneligt med rollen som kongelig også at ville vurderes som kunstner. Han skriver:

»At være kongelig er jo netop at udfylde en rolle, som man »tilfældigt« er blevet født ind i, og hvis hele traditionsbestemte og ufortjente karakter står i direkte modsætning til kunstens, videnskabens og kapitalens interesse om originalitet, hårdt arbejde og personlig fortjeneste«.


Var Christian IX på trods af sin begrænsede intellektuelle horisont god til sit, var hans dronning Louise endnu bedre, for hendes fine hænder spandt mangen en politisk tråd, sagde man i Berlin, og det var ikke venligt ment, for spændingen mellem Tyskland og Danmark var hele tiden til stede.

Hun spandt dog ikke tråden, der fik prins Carl på den norske trone, men hun var hovedaktør i spillet om at få døtrene placeret. Hun sendte sin ene datter til England til en mand, der som ung havde vist alle mulige tegn på psykisk ustabilitet, en anden til et isoleret om end diamantbehængt liv i et attentatplaget Rusland.

Om den tredje kongedatter, prinsesse Thyra, får vi at vide, at hun fik et barn uden for ægteskab, men at dronningen behændigt fik klaret den sag: Barnet blev bortadopteret!

Det mest interessante afsnit handler om den russiske panslavisme, det vil sige en ideologisk cocktail bestående af lige dele autokrati (dvs. enevælde), ortodoksi og nationalitet - en bevægelse, der var vendt mod vestlig degeneration og korruption, men som endte med at føre Rusland ud i det store anarki.


Er Christian IX helten, er Frederik VIII, ham, der kun fik sølle seks år (1906-12) at regere i, nærmest antihelten. Han kunne ikke spille rollen som kongelig, han var for søgende, for flink og udsendte signaler, som forvirrede folk.

Hans berømte død i Hamburg gennemgås, og det slås fast, at han ikke døde på noget bordel. Men når den historie ikke har været til at mane i jorden, hang det sammen med hans rygte som en damernes ven.

Christian X's katastrofale håndtering af regeringskrisen i 1920 (Påskekrisen) omtales, men herefter går det meget raskt. Vi får dog at vide, at kongen opnåede at blive et nationalt ikon ('ikon' er forfatterens yndlingsudtryk) på grund af sin optræden under den tyske besættelse.

Der siges ikke mange ord om Frederik IX, og dronning Margrethe II nævnes så at sige ikke, mens der tegnes et miniportræt af kronprins Frederik, som får det skudsmål, at hans balance mellem nærhed og distance tegner godt for fremtiden. Det må vi så håbe på.

Det er ærgerligt, at Olden-Jørgensen ikke binder an med de yngre glücksborgere, for derved kæntrer den interessante og vidende fremstilling en anelse. Man kommer som læser til at synes, at der mangler noget. Mod, måske?