Tidligere har han beskæftiget sig med Marquis de Sade og Casanova, og der er da også sprøde undertoner af perversitet og uborgerlige betragtninger over køn, sex og ægteskab i Philippe Sollers' bog om Mozart. Springet fra Casanova til 'Don Giovanni' er kun et lille hop, og den unge Mozarts sjofle og udpenslende fækale breve til kusinen Bäsle passer fint i Sollers' kram. Men at reklamere på bogens forside med, at sådan har ingen set Mozart før; det er decideret falsk reklame. Wolfgang Hildesheimer fokuserede godt og grundigt på det allerede for 25 år siden i sin Mozartbiografi. Der er i dag intet nyt i de biografiske detaljer, som Sollers har fisket fra et tilfældigt lille udvalg af Mozartlitteraturen, og når han konsekvent bruger geniet som spejl for sin egen begavelse, bliver man træt. Det virker selvsmagende, når en forfatter skygger for sin fortællings genstand.
Geniet som spejl
Lyt til artiklen
