Sjældent har en erindringsbog været gennem en så lang og trang proces som Ib Steinberg Norgaards. I mere end halvandet år måtte forlaget forhandle med Politiets Efterretningstjeneste (PET), før bogen fik lov at udkomme. Forsinkelsen skyldes, at forfatteren i 27 år var 'spionjæger' i PET. Det hemmelige væsen var alt andet end begejstret ved at se den tidligere medarbejders skildring af en række konkrete sager udkomme på tryk. Så hvis erindringerne skulle udgives, havde efterretningsvæsenet lige nogle forslag til en redigering, oplyste PET-chef Lars Findsen i sommeren 2002. Bogen bærer da også præg af censorens saks. Der er flere pudsige spring i fortællingen, hvor personer pludseligt dukker op, men alligevel omtales som velkendte. Læseren må også bære over med nogle abrupte geografiske hop i skildringen. Men tilbage står en bog, der kan betragtes som en PET-autoriseret udgave af virkeligheden. Og det føjer nogle nye aspekter til Ib S. Norgaards erindringer. For bogen fortæller åbent om en række situationer, hvor PET bevægede sig enten på kanten af loven eller gav pokker i legaliteten. Forfatteren døde for to år siden. Han var en tro PET-medarbejder, som med liv og sjæl gik op i sit primært tekniske job. Han var tjenestens ekspert i at installere telefon- og rumaflytning. Det var tydeligvist ikke hans ærinde at bringe PET i fedtefadet. Men hans åbenhjertige fortælling blotlægger tjenesten mere end mange 'afslørende' bøger.
Med PET's blå stempel
Lyt til artiklen
