I et californisk fængsel sidder en mand ved navn Angelo og tegner med en kuglepen, han har købt i kantinen. Han skildrer de opfindelser, han selv og andre indsatte gør, når vagterne vender ryggen til. Angelo deler en celle på ni kvadratmeter med en anden fange. Der er en håndvask, wc og køjeseng i stål. Det er ikke Angelos rum. Før ham har der siddet hundredvis af jailbirds, efter ham kommer generationer af andre. Han har lidt over en halv kubikmeter til sine ejendele. Hvordan gør man en fængselscelle til sit eget sted? Angelos tegninger er nu udgivet som en manual. De er både instruktioner til opfindelserne og kunstneriske indtryk fra livet bag tremmer. De elleve kapitler i bogen 'Prisoners' Inventions' fortæller om en grønspætteagtig snusfornuft med titler som 'opbevaring', 'madlavning', 'indretning', 'kunsthåndværk', 'fritid' og 'personlig hygiejne'. Men fangernes opfindelser er gjort af nødvendighed, ikke af spejderære. Og med en ekstrem sans for genbrug. Ild påsmøgen Her er beskrevet en vandkoger lavet af udtjente barberblade og en stump ledning. Der er en tatoveringsmaskine opstået af mødet mellem motoren fra en walkman og spidsen af en kuglepen. Et helt kapitel er viet problemet at få ild på smøgen, når rygning er forbudt. Der er hjælperedskaber som en lolitadukke lavet af håndklæder og plastikposer. I den sentimentale ende er der bemalede juletræer i pap og små bure til de kæledyr - edderkopper, slanger og jordegern - som måtte komme forbi cellen. Angelos husmoderlige, æstetiske sans står i kontrast til de fattige materialer, han har til rådighed: Han indprenter læseren, at tingene skal gøres ordentligt, ellers vil det »look like hell«. Kloak-post Sådan her laver man en kloak-e-mail: Angelo gengiver en historie fra et Los Angeles-fængsel, hvor der var mandlige fanger på underste etage og kvindelige på øverste. Parterne længtes efter at kommunikere, og et lyst hoved fandt på at bruge de sanitære installationer. Toiletterne på de to etager delte afløb, så det var en smal sag at løbe en fiskesnøre mellem to celler, på hvilken man kunne trække noter, små objekter og kærlighedsbreve frem og tilbage, og portrætter lavet af celleblokkens bedste tegnere. Således blomstrede flere romancer på papiret, indtil hele gruppen blev afsløret - og de implicerede blev identificeret ved hjælp af de portrætter, som var blevet udvekslet! Selv om der aldrig var tale om intim kontakt, blev hele affæren betragtet som en stor skandale og var varm sladder i flere år derefter. Ejendomsret suspenderet Fængselsopfindelserne drejer sig om elementære behov og om, hvordan man dækker dem. Bogen fascinerer, fordi den svarer på, hvordan man laver noget nyt, når man hverken har materialer eller lov til at lave det. Det er et vilkår, som Angelo deler med andre, der er eller har været indespærret - som gidsler eller koncentrationslejrfanger. Det amerikanske fængselssystems ubøjelige regel er, at manipulerede genstande er kontrabande, og at de skal konfiskeres på stedet. Derfor er også Angelos tegninger af opfindelserne forbudt i fængslet. Så her er en mand, som har lavet en bog, han ikke må eje, og som han formentlig ikke har set et eksemplar af. Han har ikke en forfatters almindelige rettigheder til sit værk: Hans intellektuelle ejendomsret er suspenderet i lovens navn. Loven ophæver loven. Sisyfoslogik Men hvorfor lægger fangerne så stor kreativ energi i opfindelserne, når de alligevel bliver taget fra dem igen? Forklaringen er psykologisk. Angelo fortæller, hvordan en cellekammerat lavede skakspil, som gang på gang blev konfiskeret. Straks et spil var blevet taget fra ham, gik han i gang med et nyt, som han lavede finere og mere detaljeret end det, han lige havde mistet. Sisyfos-logikken var, at siden det er strømernes opgave at holde fangerne nede, er det fangernes opgave at vise strømerne, at de ikke kan! Anekdoten viser opfindsomheden som en mental strategi for overlevelse. Det er en mulighed for at forhandle en slags frihed. Der er to ting, som Angelo åbenlyst har fravalgt. Der er hverken våben eller narkotikaværktøj. Alle ved, at de selvfølgelig findes i fængslet, og det rækker. Angelos beskrivelser af, hvordan man skal udføre de forskellige opfindelser, er også helt uden klynk eller patos: Sådan ligger landet, sådan laver du et forhæng til wc'et, og sådan kan du prøve at undgå at blive bøffet for det, når der er cellerazzia. Dette er en langt mere nuanceret fortælling om fængselsliv end rappernes og Hollywoods ballader om spjældets hårde mænd og voldelige hakkeordner. En klassiker? Der er endnu en dimension i Angelos bog. Den er udgivet af Chicago-kunstnergruppen Temporary Services. Gruppen arbejdede også sammen med Angelo om at genskabe en model af hans celle til en udstilling, som nu vises på det moderne museum i Massachusetts frem til februar 2004. Her blev også udstillet versioner af opfindelserne i bogen. Der er god mening i at foretage dette crossover til kunsten. Tegningerne er flotte - Angelo tegner faktisk som den californiske kunstner Jim Shaw - og han har sans for visuel detalje. Desuden er de vigtige for Angelos selvforståelse, idet han flere gange omtaler sig selv som kunstner. Endelig kan udstillingen ses som en uddybning af den type nutidskunst, som involverer sig i det sociale rum: Her kommer en stemme fra den anden side af den kunstneriske frihed. I forbindelse med udstillingen blev Temporary Services spurgt af museet, hvilken forbrydelse Angelo sidder inde for. Men kunstnergruppen ved det ikke, eller vil ikke vide det: Angelo er bare en af de mange, som er dømt og kun ønsker at overleve fængslet. Hvem er så læserne af denne bog? Tja, med over to millioner fængslede amerikanske statsborgere - den højeste procentdel af nogen befolkning i verden - skulle man synes, at Angelos bog har alle muligheder for at blive en klassiker.