Man har anklaget den muslimske verden for ikke at have haft en oplysningstid. Bebrejdelsen burde snarere rettes mod Danmark. Det minder bogen 'Oplysningens gale hund' os om, hvis vi skulle have glemt det. Den oplysningstid, der indvarsledes i Europa med åndspersoner som David Hume i England, encyklopædisterne i Frankrig og Kant i det tyske, blev lagt på hjul og stejle herhjemme, da kongens livlæge Struensees hoved i 1772 til folkets jubel blev sat på en stage, der i årevis derefter stod som vartegn og advarsel for dem, der nærmede sig den stinkende by København ad landevejen. Den lærde republik blev kvalt i fødslen. En ung historiker, Morten Petersen, har i en stor bog skrevet et trist kapitel af denne modoplysningens danmarkshistorie fra Struensees henrettelse og tredive år frem, til den dag, da emnet for hans værk, historikeren Niels Ditlev Riegels' triste liv, fik sin ende. Riegels er ikke en af nationens store sønner. Han var et i særklasse ucharmerende menneske, der med den store litteraturhistoriker Vilhelm Andersens knappe ord bar på den vrangede stræbers nag. Men hans liv var rammen om en kulturkamp, der får Brian Mikkelsens til at ligne en hyrdetime. Den danske reaktion, samlet solidt i magthierarkiets top omkring den evnesvage Christian VII, intrigante hofsnoge og begsorte teologer, bragte den begavede opposition til tavshed, hvis den ikke som i tilfældet Riegels knuste og kvaste enhver spire til spontanitet.
Det danske mørke
Lyt til artiklen
