0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kære far og mor,

Bevægende skildringer fra danske udvandreres egne hænder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mange danskere brød fra midten af 1800-tallet op og forlod snærende og fattige forhold for at finde lykken et andet sted på jordkloden. De fleste drog til USA og Canada, mens andre kom til Indien, nogle fandt vejen til Australien og til Sydamerika - og mange skrev hjem.

De skrev for at fortælle om deres egne for det meste meget hårde oplevelser, men også for at høre nyt om slægtens medlemmer. Deres egne oplevelser fylder dog mest, og det fremgår med stor tydelighed af brevene i samlingen {lsquo}Breve hjem - fra danske udvandrere 1850-1950' - at fokus er på deres nuværende tilværelse.

At komme til USA var hårdt. En ung mand fortæller, at han ikke var klar over, at han skulle have medbragt egen seng til overfarten, og at han derfor måtte ligge på gulvet eller dørken, som det vist hedder, og at han også måtte låne kogegrej og en gaffel til at spise med, da ingen af den slags bekvemmeligheder var indregnet i overfartsprisen.

Men over kom han da, og hvad kom han så til? Hårdt arbejde, hyppig arbejdsløshed og 'skruer' dvs. strejker, men drømmen om et selvstændigt liv lever både i ham og de fleste andre på trods af de hårde odds.

Det er for det meste det nære liv, de udvandrede skriver om. Men i et brev oplyses det dog, at »Præsidenten er skudt. Nu kommer Turen til Morderen og hans Komplot«. Brevet er fra 1901, og præsidentens navn var William MacKinley.

Jagten på penge, som er et amerikansk træk, skriver A.P., gør »Menneskene ensidige og kedelige at omgaas«, og denne jagt gør også, at bestikkelser er almindelige. Men alligevel synes han om den almindelige amerikaner, for han er »meget elskværdig, altid ved godt Humør og ikke saa smaalig som Danskeren heller ikke saa snobbet som en dansk Højremand, ikke saa naragtig opstyltet som en dansk Militær, ikke saa sladderagtig som en dansk By- eller Bondekone«.


En række breve stammer fra Kedaon, Poona District i Indien, hvor Severine Metha Sørensen arbejder i en kristen mission. Hun oplærer piger i syning, og hun tager en lille pige til sig.

»Min lille Pige er ikke sort, heller ikke er hun hvid, hun har omtrent samme farve, som et stykke hvidt Tøj hvorpaa en kop Kaffe har været spildt og Tøjet saa igjen bleven tørt«.

Men - tilføjer Severine - »hun er en meget sød lille Tøs, jeg tror at jeg ville finde Livet ganske ensomt og tomt uden hende«. Severine skriver også om sin sygdom, om længsel og om livet i Herren.

John er taget op i bjergene nordpå og skriver om tilværelsen her, om bjørne og indianere og en barsk, men flot natur. Han virker glad, mens Valdemar i Argentina lider. Hans kone er død, og han har besluttet at sende sin lille pige til familien i Danmark. Han savner hende forfærdeligt, og endnu værre bliver det, da han erfarer, at hun ikke behandles godt i sit nye hjem. Et brev fra ham til hende er hjerteskærende læsning.


Albert skriver fra Singapore i 1920'erne om, hvordan han kan holde sit hvide tøj rent i fire dage, selv om en uskreven lov fortæller, at en ostindisk gentleman ifører sig et rent sæt tøj hver morgen. »Saaledes er loven, nedlagt for hundrede af år siden, og det er jo meget vel for dem, der har råd og ikke vasker selv«.

Albert skriver dog ikke kun om sit vasketøj. Han har også en refleksion over de tre store religionsstiftere: Muhammed, Kristus og Buddha.

»Den første er jo ringere, men stor må han dog have været - siden hans religion endnu den dag i dag er så livskraftig. Uden gunst og fordomme er det vanskeligt at afgøre, hvem af de to andre der var den største. Kristus havde mere følelse og sympati, Buddha mere forstand. Det er vel muligt at en mand fra Mars ville give palmen til Buddha. I al fald bragte hans religion ikke sådanne krige, forfølgelser og uhørte grusomheder med sig som kristendommen«.

Og så er der Carl, som i 1915 skriver kort om livet ved fronten. Han skal snart i kamp, fortæller han. Det kom han, og han faldt som en af de mange, der blev slagtet i Første Verdenskrig.

Brevene er ukommenterede. Udgiveren Jakob Holm skriver i et kort efterord til de 200 breve, at man faktisk ikke ved synderlig meget om brevskriverne. Men læserne kommer til det, for disse mange mennesker, som drog ud i håb om at finde en bedre tilværelse, fortæller meget både om konkrete oplevelser og om grundmenneskelige vilkår. Man kan ikke undgå at blive en smule bevæget.