Mange danskere brød fra midten af 1800-tallet op og forlod snærende og fattige forhold for at finde lykken et andet sted på jordkloden. De fleste drog til USA og Canada, mens andre kom til Indien, nogle fandt vejen til Australien og til Sydamerika - og mange skrev hjem. De skrev for at fortælle om deres egne for det meste meget hårde oplevelser, men også for at høre nyt om slægtens medlemmer. Deres egne oplevelser fylder dog mest, og det fremgår med stor tydelighed af brevene i samlingen {lsquo}Breve hjem - fra danske udvandrere 1850-1950' - at fokus er på deres nuværende tilværelse. At komme til USA var hårdt. En ung mand fortæller, at han ikke var klar over, at han skulle have medbragt egen seng til overfarten, og at han derfor måtte ligge på gulvet eller dørken, som det vist hedder, og at han også måtte låne kogegrej og en gaffel til at spise med, da ingen af den slags bekvemmeligheder var indregnet i overfartsprisen. Men over kom han da, og hvad kom han så til? Hårdt arbejde, hyppig arbejdsløshed og 'skruer' dvs. strejker, men drømmen om et selvstændigt liv lever både i ham og de fleste andre på trods af de hårde odds. Det er for det meste det nære liv, de udvandrede skriver om. Men i et brev oplyses det dog, at »Præsidenten er skudt. Nu kommer Turen til Morderen og hans Komplot«. Brevet er fra 1901, og præsidentens navn var William MacKinley. Jagten på penge, som er et amerikansk træk, skriver A.P., gør »Menneskene ensidige og kedelige at omgaas«, og denne jagt gør også, at bestikkelser er almindelige. Men alligevel synes han om den almindelige amerikaner, for han er »meget elskværdig, altid ved godt Humør og ikke saa smaalig som Danskeren heller ikke saa snobbet som en dansk Højremand, ikke saa naragtig opstyltet som en dansk Militær, ikke saa sladderagtig som en dansk By- eller Bondekone«.