Én gang set, aldrig glemt. Scenen i filmen 'Soldaten og Jenny', hvor Gunnar Lauring forsøger frivolt at drikke Bodil Kjer føjelig med et par cocktails. Heldigvis træder Poul Reichhardt til, og han er jo så dansk som en hof fra kassen og medister i stænger. Og sådan er det vel stadigvæk lidt med den slags sammenbragt spiritus i vor nationale kultur. Cocktails er noget med sleske mænd med sædtunge øjne, vandrende hænder, dybe sofaer, dæmpet belysning og så altså glas med alt andet end gin og platonic til den uskyldige pige, som blot kom forbi for at se en frimærkesamling. Men cocktails er sandelig meget andet end en gang raffineret scorevæske med gustne hensigter. Cocktails er kultur. Alt dette kan man forvisse sig om i Ole Knudsens charmerende guide til det at ryste og drikke cocktails. Bortset fra, at vi får en række råd og opskrifter på kunsten at lade spiritus mødes og søde og tørre drinks opstå, så er hans bog også en slags kulturhistorie. Spækket med citater fra alle de mennesker, for hvem disse elskovsdrikke blev til både fryd og gammen, nu og da en skæbne. De to klassiske Og man er i trygge hænder, når Ole frejdigt erklærer sin kærlighed til de to klassiske cocktails, barskabets svar på Goethe og Schiller, den tørre Dry Martini og den søde Manhattan. Af den første har forfatteren smagt 14 i Frankrig uden at få den rigtige vare. Men det kunne han da sige sig selv. Franskmænd er lige så dårlige til at ryste cocktails, som englændere er til at servere kir - især efter Knudsens egen klare opskrift i bogen. Og ikke så få franske gastronomer vil mene, at det er en helligbrøde over for deres sublime køkken at drikke 'barbariske' cocktails før måltidet. Heldigvis har amerikanerne løst problemet ved at anrette amerikanske barer med og uden Harry til fornavn i diverse sydeuropæiske byer. Så når lillemor leder efter et værelse med udsigt i Firenze, kan vi mænd gemme os i barens kølige skygge og læske os med noget mere hårdtslående end halvdoven chianti. Dry Martinien er jo den doriske søjle i det klassiske tempel for cocktails. Luis Bunuel og Umberto Eco har prist den, mens Ava Gardner syntes, at den var verdens værste cocktail, fordi én er for lidt og to er for meget. Hendes medsøster, Dorothy Parker, siger det mere kontant: »Efter tre ligger du under bordet, efter fire under værten«. Procenterne I hvert fald er denne drik altid til diskussion, når rigtige mænd mødes. Hvor meget gin og hvor lidt vermouth? Og hvilken gin og hvilken vermouth? Ole Knudsen hælder mest til den stærke amerikanske skole. Det er gin, som er kernen, vermouth skal kun være et gyldent solstrejf. Og giver så i øvrigt kvalificeret bud på, hvem der opfandt denne lumske drink. Personligt mener jeg, at den er en amerikaniseret udgave af den drik, englænderne langt op i 1920erne kaldte for Gin and French eller G & F, altså gin med tør fransk vermouth. En ældre engelsk litteraturprofessor fortalte mig en gang, at det såmænd var Lord Byron, som første gang spædede middelklassens søde velkomstdrik op med sit hjemlands stærke og vemodige brændevin. Væsentligt - og her synes jeg, at Knudsen glemmer sit ansvar - er det, at en rigtig Dry Martini SKAL blandes af gin på mindst 47 procent og hedvin på noget over 14 procent. Alt andet er ude af proportioner! Nettos udmærkede billige gin er god nok til tonic, men der skal helt andre procenter på suppen, hvis den skal hedde en Dry Martini. Sinatra i baren Ellers er proportionerne i den grad i orden i denne delikate og nyttige guide. Den har de fleste af de gode cocktails med og leverer loyalt opskrift på de mindre gode. Den giver et signalement af en i virkeligheden meget anglo-amerikansk livsstil, men glemmer ikke, at vi danskere ikke lever ikke af cocktails alene - husk bajere til senere på aftenen. Og så toner guiden ud med et glimt af en af de smukkeste og bedste cocktailbarer i Europa. Nemlig den avantgardistiske American Bar i Kärntner Strasse 10 i Wien. Designet og indrettet af den geniale Art Deco-arkitekt Adolf Loos i 1908 er den lille bar et stykke fascinerende modernisme midt i den gamle kejserby, hvor mennesker styrter rundt for at høre Mozart eller Mahler. Ole og jeg er mere til Frank Sinatra sammen med en smuk kvinde, som i et hjørne af baren nipper til en Dry Martini, mens tiden på en helt moderne måde går i stå, og Hemingways spøgelse går igennem Europa.