Niels Ryberg Finsen er utvivlsomt én af de besynderligste skikkelser i dansk medicins nyere historie: en blegnæb med monomanisk interesse for lys, en Nobelpristager uden doktorgrad, en mild og elskelig despot. Hertil kommer, at Finsen i vid udstrækning var ugleset på det danske parnas, og selv da telegrammet fra Stockholm i 1903 var tikket ind, omfattede en del lægekolleger hans virksomhed med betydelig mistro: Hans forskning forekom et spekulativt fantasteri, mens Lysinstituttet ved Strandboulevarden i manges øjne udgjorde en lovlig profitabel forretning. Man regnede Finsen for en døgnflue, og flere af hjemlandets medicinske notabiliteter (blandt andet fysiologen Christian Bohr og bakteriologen Carl Julius Salomonsen) modarbejdede direkte hans Nobelkandidatur! Beretningen om Finsen er med andre ord beretningen om et paradoks, og også eftertidens medicinhistorikere har haft deres vanskeligheder med at få placeret den navnkundige særling efter fortjeneste. Skønt der sandt nok findes adskillige læseværdige og informative biografier i omløb (herunder svigersønnen Svend Lomholts detaljemættede bidrag fra 1943), er det således aldrig rigtig lykkedes at yde Finsens projekt fuld retfærdighed, og vi savner fortsat en autoritativ analyse, som med tværfaglige midler formår at indsætte liv og værk i en balanceret idé-, kultur-, videnskabs- og teknologihistorisk kontekst. Tættest på er læge Heidi Kyhl i sin (upublicerede) ph.d.-afhandling fra 1999, og også Arne Hessenbruch og Flemming Petersen går kompetent til stoffet i antologien 'Nabo til Nobel' fra 2001. Men den store, tidssvarende Finsen-biografi - den har vi endnu til gode.