0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den dobbelte blondine

Engelsk bog fortæller om blondinernes popularitet gennem årtusinder. Men de fleste af dem har været falske.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En brunette kommer ind i en bar lidt over ni om aftenen. Hun sætter sig op ved baren ved siden af en blondine og ser op på tv'et. Nyhederne kører: Man ser en mand stå og svaje på kanten af en høj bygning, parat til at springe. Brunetten vender sig mod blondinen og siger: »Jeg tør vædde på, han hopper«, Blondinen svarer:»Jeg tør vædde på, at han ikke gør«.

Brunetten lægger en 100-krone-seddel på bardisken og siger: »Så vædder vi!«. Lige i det øjeblik blondinen lægger sin seddel på baren, kaster manden sig ud fra bygningen og falder mod sin død. Blondinen bliver helt ude af den og rækker sine 100 kroner til brunetten med ordene:» Du har ærligt vundet dem«.»Nej skat«, siger brunetten,» jeg kan alligevel ikke få mig til at tage imod dine penge, jeg så indslaget i den tidlige tv-avis og vidste, han ville springe«.

Blondinen svarer:» Det gjorde jeg også, men jeg troede ikke, han ville gøre det igen«.


Ovennævnte vittighed er kommet med mail fra Canada, og jeg må tilstå, den faldt på et tørt sted, mens jeg var ved at læse den britiske journalist Joanna Pitmans bog 'On Blondes'. Bogen er én lang lovsang til blondiners betydning i den vestlige verden, hård kost for en, hvis mørke hårfarve ifølge bogen kun har været populært i 1600-tallet.

Når jeg bruger ordet lovsang, begrunder jeg det med, at Pitman har ledt gennem tiderne efter det, der bekræfter hendes tese: at blondiner har haft en særlig plads i europæisk kultur og kunst. Jeg kan have hende mistænkt for at finde, hvad hun har søgt, og ikke det, som modbeviser hendes tese. Men det gør nu ikke bogen mindre underholdende, især for blondiner, vil jeg tro.

Joanna Pitman fik interessen for emnet, da hun engang selv ved Solens hjælp i Afrika blev mere blond, end hun plejede at være og opdagede sit lyse hårs magiske effekt på omgivelserne. Jeg har faktisk engang været ude for det samme. En afblegning gjorde mig til et nyt menneske udenpå, og folk var bemærkelsesværdigt venligere over for mig, bortset fra et par naturligt blonde veninder, som blev småmopsede og hele tiden havde meget svært ved at genkende mig.


Hvorfor blondiner modtages mere positivt end brunetter vides ikke. Måske skyldes det, at man ser yngre ud med lyst hår, som giver blødere ansigtstræk. Det er måske hundehvalpeeffekten, man kender fra populære hundetyper, der slår igennem.

Men der foreligger ikke noget videnskabeligt bevis i Joanna Pitmans bog. Hun har ingen overbevisende forklaring på, hvorfor blondt hår blev så populært hos det gamle Grækenlands hetærer. Måske skyldes det, at håret blev sammenlignet med guld, måske at det var sjældent, måske at det fik kvinderne til at se blidere ud. Under alle omstændigheder gik alle ordentlige kvinder med slør over deres mørke hår, i lighed med kvinderne senere i Rom og op gennem tiderne i Europa.

Gennemgående i 'On Blondes' er, at de eftertragtede gyldne lokker er kunstigt skabt under stort besvær og ilde lugte eller ved hjælp af andres hår. Joanna Pitman har, fejt, holdt sig langt væk fra Norden med mylderet af blonde mennesker i sin beskrivelse af blondiner. Det nærmeste, hun kommer vore breddegrader, er historien om, at romerske kvinder fik parykker, skabt af slavehår fra germanske kvinder.

Men var man ikke så heldig, at man kunne hugge andres hår, var man nødsaget til at bruge alt fra hestepis til datidens lud og kemikalier, blandet op med urter og for de riges vedkommende, safran. Beretninger fra renæssancens glamourøse Venedig med de verdensberømte kurtisaner byder på iagttagelser af kvinder, der i de hedeste solskinstimer kravlede helt op på toppen af huset og lod deres hår sprede ud i solen for at blege det med deres forskellige medikamenter. Af og til gik det helt galt og håret faldt af. Det findes der sørgelige digte om samt hånlige viser om forfængelige kvinder.

Blondt hår tilhørte i begyndelsen de utugtige (og belæste og selvstændige) kvinder. Siden blev det eftertragtet i malerkunsten, og selv Jomfru Maria blev udstyret med blondt hår. I lighed med Jesus, men mændenes hår optræder ikke meget i historien, før vi kommer til den fatale dyrkelse af 'den ariske race' i USA, England og Tyskland i 1930'erne.

Hvis man tror, at det kun var nazisterne, der mente, at blondt var bedst, tager man fejl. Pitman viser gennem flere eksempler, hvordan blandt andet amerikansk mentalitet fra starten af staternes historie til nutidens idéer om den intelligente angelsakser har været styret af troen på det blonde menneskes overlegenhed.


For kvinder findes der gennem historien en slags dobbelt blondine: den engleagtige og den luderagtige.