Verden er fuld af mirakler og fortræd, og undertiden blandes de to op i en lykkelig-grum kabale. Kirsten Hansen-Møllers 'Den første vintergæk' er beretningen om et sådant sorg-glæde-paradoks: i 1997 fik forfatterens 26-årige datter, Therese, en dødsens alvorlig kræftdiagnose, da hun var fem måneder henne med sit andet barn. Trods tilbud om øjeblikkelig abort og efterfølgende kemoterapi valgte den unge kvinde at føde sit barn tre måneder for tidligt - og alt imens tilværelsen randt ud af den nybagte mor, begyndte lille Nathalie på 800 gram den lange og seje kamp for at erobre sit spæde liv. Få dage efter fødslen dør Therese, og i bogen ser hendes mor tilbage på dagene, ugerne og månederne efter katastrofen og det lille, spirende håb. Med fotografier og udklip fra dagbøger og hospitalsjournaler er bogen hårrejsende læsning, men bestemt også livsbekræftende og bevægende på en egen bagvendt vis: Det handler således om at finde fodfæste i kaos, at komme videre midt i de buldrende eksistentielle lavineskred. 'Den første vintergæk' er en stilfærdig rapport fra eksistensens yderste zoner - en påmindelse om dette jordelivs absurditeter og iboende uforudsigelighed. Eller med kenderen Lou Reed: »There's a bit of magic in everything/ and then some loss to even things out«.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























