0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der var engang nogle legebørn

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi sidder og kigger på fotografierne i Suzanne Mertz' fotobog fra 70'erne, kronikredaktøren og jeg. Hun er begejstret. Det er jeg i og for sig også. Men jeg kan ikke finde ud af, om det er, fordi jeg er sentimental.

»Every picture tells a story«, som det hedder i sangen, og nogle af historierne kender jeg jo. De stiger som elverpiger op af erindringens tågedis, mens vi bladrer.

»Måske forveksler jeg den periode med selve det at være ung. Det er trods alt sjovere at være frisk og på vej i livet end midaldrende med et godt brugt klippekort. Måske var det slet ikke så fedt dengang?«, siger jeg tvivlende.

»Det var garanteret sjovt!«, konstaterer Lise Garsdal.

»Meget sjovere end 80'erne, da jeg var ung. Det var koldt, der var jakkesæt og yuppier og store biler. Hvis man ikke havde penge med hjemmefra, men var fattig studerende, var alt svært«, siger kronikredaktøren og taler med udpræget væmmelse om sin ungdoms årti med lambrusco og rige drenge i sejlersko og hele begyndelsen til life style ...


O.K.! Så er det fastslået. Det var fedt at være ung i slutningen af 60'erne og i 70'erne. Men når jeg læser i de nutidige tekster, som Suzanne Mertz har fået de fotograferede til at sætte på de gamle billeder, kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, der er lidt tøvende ved tilbageblikket og ikke straks udstøder uforbeholdne frydeskrig.

Profeten Olsen, ja tænk, at han lever endnu, dette sære væsen der optrådte som et af fikspunkterne ved hovedstadens love-ins og flipperkoncerter, giver også udtryk for en vis skepsis. Han, som faktisk hedder Harald Olsen og nu virker som en yderst fornuftig mand, skriver:

»Well, det lidet præsentable billede af mig selv - iført profetkjortel - triumferende - med frarøvet politikasket - og ellers på slap line - vækker ingen særlig begejstring, eller tressernostalgi i min 'mind' og det har været svært for mig at lægge tekst til billedet«.

Men for Harald Olsen som for de fleste andre af bidragyderne til billederne fra Christianshavn, Sofiegården, Christiania, musikmiljøet og teatertrupperne og indre bys værtshusmiljøer kommer minderne rullende med en friskhed, der er befriende støvsuget for sødladen romantik.


Den eneste, som virker noget fornærmet, er Sebastian, fordi han er repræsenteret af et billede af sig selv med bar overkrop i et badekar sammen med en gruppe musikere. Det kan han slet ikke huske noget om. Jeg kommer til at grine. Ikke for ingenting blev Knud kaldt Mormor dengang! Et andet minde dukker op ved fotografierne af det erobrede kvindehus i Åbenrå, altså gaden.

Fødselsforberedelsestimerne i de iskolde beskidte lokaler i vinteren 1974/75 med de andre topmavede kvinder i Peru-strikkede benvarmere. Flere af dem ville føde i deres skurvogne på Christiania. Heldigvis fik jeg mine højst uventede tvillinger på sterile Rigshospitalet blandt jordemødre og læger og bippende apparatur.

Men det fortalte jordemoderen fra Kvindehuset aldrig til de andre kvinder. Der var ingen grund til at gøre dem nervøse, sagde hun siden. Fejt, syntes jeg, for hvor klingklangverdensfjern moder jord-agtig havde man lov at være? Det var dengang, man ikke var en rigtig kvinde, hvis man fik kejsersnit og ikke fødte naturligt.

Men det var også dengang, der var mange muligheder, også når man var ung og spiste sig mæt i brune ris og tamarisovs og måske fyldte sanserne op med lidt røg eller anden gyldig rejsehjemmel. Der var, som Helle Ryslinge skriver, frihed til at lege. Der var frihed til at eksperimentere uden fornemmelse af, at en fælde stod og ventede med at klappe sammen om én, mens man vendte ryggen til et kort øjeblik. Tiden syntes uendelig ... og det synes så uendelig lang tid siden.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement