29. september 1841 dannede Københavns Universitet ramme om en verdenslitteraturhistorisk begivenhed. Det var der formentlig ingen af de tilstedeværende, der anede, måske på nær den 28-årige hovedperson selv. Han hed Søren Kierkegaard, var teolog og forsvarede på syv en halv time sin afhandling 'Om begrebet ironi' for magistergraden i filosofi. På overfladen ser afhandlingen akademisk og nogenlunde tilforladelig ud. Tilsyneladende handler den om ironien som begreb og gennemgår ironiens historiske udvikling fra Sokrates til og med Johan Ludvig Heibergs 'Nye digte' fra samme år. Men under overfladen gemmer sig nærmest endeløse betydningslag. Skriftet er en lidenskabelig hyldest til Sokrates, et flabet angreb på tidens modefilosofi (hegelianismen), en udsøgt karnevalisering af den akademiske institution og - ikke mindst - en teoretisk foregribelse af en række af de indsigter, som Kierkegaards senere forfatterskab udfoldede i sin overdådige litterære praksis. Der er med andre ord masser af kød på, og der har været nok lunser at komme efter for de mange forskere, der gennem årene har kastet sig over det nu verdenskendte skrift.
Anvendt ironi, ironisk anvendt
Lyt til artiklen
