0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anvendt ironi, ironisk anvendt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

29. september 1841 dannede Københavns Universitet ramme om en verdenslitteraturhistorisk begivenhed. Det var der formentlig ingen af de tilstedeværende, der anede, måske på nær den 28-årige hovedperson selv. Han hed Søren Kierkegaard, var teolog og forsvarede på syv en halv time sin afhandling 'Om begrebet ironi' for magistergraden i filosofi.

På overfladen ser afhandlingen akademisk og nogenlunde tilforladelig ud. Tilsyneladende handler den om ironien som begreb og gennemgår ironiens historiske udvikling fra Sokrates til og med Johan Ludvig Heibergs 'Nye digte' fra samme år.

Men under overfladen gemmer sig nærmest endeløse betydningslag. Skriftet er en lidenskabelig hyldest til Sokrates, et flabet angreb på tidens modefilosofi (hegelianismen), en udsøgt karnevalisering af den akademiske institution og - ikke mindst - en teoretisk foregribelse af en række af de indsigter, som Kierkegaards senere forfatterskab udfoldede i sin overdådige litterære praksis.

Der er med andre ord masser af kød på, og der har været nok lunser at komme efter for de mange forskere, der gennem årene har kastet sig over det nu verdenskendte skrift.


Den seneste er litteraturforskeren Jacob Bøggild, der i 'Ironiens tænker: tænkningens ironi' tager udgangspunkt i Kierkegaards afhandling. Bøggild lodder ironiens uendelige dybder og omsiggribende rækkevidde i Kierkegaards forfatterskab og viser, at magisterafhandlingen ikke blot omhandler ironi, men også praktiserer den for fuld udblæsning.

Afhandlingen bør ifølge Bøggild ikke bare betragtes som et akademisk forspil til det egentlige værk, men som selve fundamentet for dette. Ironien stikker dybt i skrifternes besynderlige måder at meddele sig på - ved hjælp af pseudonymer og hypotetiske læsere og mange andre finesser.

Denne antagelse baner vej for gode iagttagelser af, hvordan Kierkegaard på forskellige måder udgrænser sig selv i forhold til skriften. Således viser Bøggild, hvorledes 'marginaliteten' er helt central hos Kierkegaard.


Det er på detailplanet og ikke i overblikket, bogens styrke og nyhedsværdi ligger. Den byder blandt andet på perspektivrige analyser af Kierkegaards raffinerede brug af den såkaldte kiasme, som er en retorisk figur, hvormed en sekvens af to elementer gentages omvendt (abba). Denne korsstilling, som er eksemplificeret i bogens titel, optræder i mange sammenhænge hos Kierkegaard. Den er en af de kæppe, Kierkegaard stak i hjulet på Hegels velsmurte og selvkørende logik, som jo var den tids løsen.

Ved at fokusere på sådanne retoriske greb får Bøggild sagt en del om forskellige litterære strategier i Kierkegaards skrifter, men knap så meget om, hvad strategierne skal til for. Sådan et spørgsmål kan man godt afskrive som følge af en metodisk konsekvens, men dermed fjerner man ikke læserens nysgerrighed efter at se det besvaret.

Men selv om bogen godt kunne have gjort mere ud af denne fortolkende dimension, kan den alligevel læses med udbytte af alle med interesse i, hvordan Kierkegaards forfatterskab er skruet sammen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu