0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Flanøren som bedstefar

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er to for mig at se modsatte bestræbelser på spil i Henning Mortensens dejlige lille bog om Paris, 'Bouffanelle'. Den ene er den erfarne - i dette tilfælde er ordet 'garvede' endda på sin plads - paris-farers generøse ønske om at indvie sympatiske landsmænd i byens gode steder, historisk, arkitektonisk og madmæssigt.

Det sidste småirriterer ganske vist mig, protestanten, men jeg indrømmer, at man godt kan henregne mad til parisisk kultur og ånd. Og det er, hvad 'Bouffanelle' dybest set handler om, selv om ordene kultur og ånd vistnok (heldigvis) ikke forekommer.

Bogen kan bruges som supplerende turistfører, men bedst hvis man skriver dens oplysninger af, for de optræder meget spredt - netop fordi de geografisk vejvisende bestræbelser må bøje sig for tankernes og oplevelsernes veje og vildveje.

Det forførende ved Mortensens bog er rummet mellem den uprætentiøse overflade - for det er ved gud meget banalt, hvad ægteparret Mortensen tilsyneladende foretager sig i 'byernes by' (bare rolig, det udtryk holder han sig naturligvis også for god til at bruge) - og så den underspillede (jyske?) alvor og åbne grundighed, hvormed han hengiver sig til byen.

Det er først og sidst sproget og refleksionen, der hæver denne bog højt over søndagsavisens hyggesnak og restaurant-anbefalinger og gør den til en opløftende manifestation af netop sprogets og refleksionens magt. Samtidig maler Mortensen sig ikke op i et elitært hjørne, hvor man fornægter turistens enfoldige glæde over, hvad turister nu glæder sig over, det være sig barnebarnet, en gratis entré, et godt og billigt måltid og et hyggeligt hotel.

Mortensen holder (selv med lidt slagside et par gange) den hårfine balance mellem intellekt og småborgerlighed, og det er just det fine ved 'Bouffanelle': Intellekt og småborgerlighed viser sig ikke at udelukke hinanden - ikke når man er i Paris, i hvert fald.


Mortensen passer ikke rigtig på definitionen af en flanør som 'elegant dagdriver', ej heller kan man kalde ham fremmedgjort eller rastløs (noget der ifølge hans citat fra Bo Tao Michaëlis kendetegner flanøren). Men han tillader sig den luksus at følge sine indskydelser på kryds og tværs gennem byen: Har han set effekter fra en uhyggelig og foruroligende forbrydelse på politimuseet, ja så fortsætter han direkte til gerningsstedet i den anden ende af byen. Og han sætter både sin egen og læserens tankevirksomhed i gang.

Mortensen vedkender sig en dragning mod det uhyggelige, mørke og blodige, som Paris og dens historie er rig på, ud over elegance og kvalitetsbevidsthed. Han tager også et par seriøse drukture, som han skildrer afklaret og rutineret. Den ene druktur udløses af socialt mindreværd, da han (under en enlig afstikker til Avignon) har været hjemme hos et yderst elskværdigt, kultiveret, usnobbet og hovedrigt ægtepar, som han trods løfter aldrig kontakter siden. Omkring denne episode findes nogle af bogens fineste selvindsigter og iagttagelser af andre. Dem er der en del af, ligesom humoren bobler.

Han kan dog også blive trist, især over sit eget land,»i hvilket al for mange tramper af sted i denne sørgelige kortege af mørke sjæle«, selv om vi i vores blæsende landskab har vide horisonter, når han i Paris' labyrintiske knækkede gadesprækker og spidse hjørner ser kulturel diversitet og »passerer menneskelige profiler, som kun kan være samhørende med sindets adel og udsyn«.


Mortensen er ikke den, der tager æren af andres tanker, og om end det er et prisværdigt menneskeligt træk, så sænker det tempoet, når vi oven i forfatterens præcise parafrase over idéer og oplysninger får både ophavsmændene og deres egen formulering med. Det aftvang denne læser respekt, at Mortensen har sans for de grimme og (derfor?) socialt belastede forstæder og hans ihukommelse af, at Paris ikke blot er det smukke, historiske, privilegerede og rige centrum, som vi vader tyndt, når vi er der.

Bogens titel 'Bouffanelle', henviser til en skovtroldkvinde, som var den første til at lave bouffadou, en udhulet birkekvist, hvorigennem man kan puste nyt liv i et hendøende bål - og samtidig et par små røde djævle ned i bålet. Og hvis det er en hendøende genre, Henning Mortensen har bevæget sig ud i med sin uprætentiøse, lavmælte og lødige rejsebog fra Paris, så har han som troldkvinden pustet nyt liv i den - sammen med et par små djævle, der får os til at se om bag byens overflade.