Der er to for mig at se modsatte bestræbelser på spil i Henning Mortensens dejlige lille bog om Paris, 'Bouffanelle'. Den ene er den erfarne - i dette tilfælde er ordet 'garvede' endda på sin plads - paris-farers generøse ønske om at indvie sympatiske landsmænd i byens gode steder, historisk, arkitektonisk og madmæssigt. Det sidste småirriterer ganske vist mig, protestanten, men jeg indrømmer, at man godt kan henregne mad til parisisk kultur og ånd. Og det er, hvad 'Bouffanelle' dybest set handler om, selv om ordene kultur og ånd vistnok (heldigvis) ikke forekommer. Bogen kan bruges som supplerende turistfører, men bedst hvis man skriver dens oplysninger af, for de optræder meget spredt - netop fordi de geografisk vejvisende bestræbelser må bøje sig for tankernes og oplevelsernes veje og vildveje. Det forførende ved Mortensens bog er rummet mellem den uprætentiøse overflade - for det er ved gud meget banalt, hvad ægteparret Mortensen tilsyneladende foretager sig i 'byernes by' (bare rolig, det udtryk holder han sig naturligvis også for god til at bruge) - og så den underspillede (jyske?) alvor og åbne grundighed, hvormed han hengiver sig til byen. Det er først og sidst sproget og refleksionen, der hæver denne bog højt over søndagsavisens hyggesnak og restaurant-anbefalinger og gør den til en opløftende manifestation af netop sprogets og refleksionens magt. Samtidig maler Mortensen sig ikke op i et elitært hjørne, hvor man fornægter turistens enfoldige glæde over, hvad turister nu glæder sig over, det være sig barnebarnet, en gratis entré, et godt og billigt måltid og et hyggeligt hotel. Mortensen holder (selv med lidt slagside et par gange) den hårfine balance mellem intellekt og småborgerlighed, og det er just det fine ved 'Bouffanelle': Intellekt og småborgerlighed viser sig ikke at udelukke hinanden - ikke når man er i Paris, i hvert fald.