0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvordannelse

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Litteraturforskeren Harold Bloom blev berømt og berygtet, da han for knap ti år siden udgav sin bog 'The Western Canon', der var en argumenteret opregning af bøger, som enhver dannet vesterlænding burde læse. Nu kommer, som hans første bog på dansk, ikke opskriften på, hvad man skal læse, men 'Hvordan man skal læse og hvorfor', et nyere værk, der er lidt mindre normativt og dog.

Bloom har bygget sin vejledning i læsekunsten op omkring forestillingen om 'den gode læser' (et væsen, der i øvrigt altid omtales med pronominet 'hun'), dvs. den uhildede, nysgerrige læser, der nok har visse forudsætninger, men frem for alt den fornødne tålmodighed til at indstille sig på ukendte værker, også de svære af dem.

Og selve vejledningen består i Blooms egen læsning af nogle og halvtreds noveller, digte, romaner og skuespil, som han hver gang refererer, beskriver og endelig opsummerer i et par korte sætninger om, hvorfor man skal læse netop den tekst.

Udvalget spænder fra renæssancen til det 20. århundrede og fra Rusland til USA, og det 20. århundrede og USA fylder mest, undtagen i hovedafsnittet om lyrik, der domineres af engelske lyrikere fra det 19. århundrede. Men den største respekt vises Shakespeare og Cervantes, og det kommer næppe bag på nogen. Blandt de spektakulært fraværende er Dante og Goethe, blandt de uventet nærværende f.eks. italieneren Tommaso Landolfi og amerikaneren Cormac McCarthy, hvis apokalyptiske westernroman 'Blood Meridian' (endnu ikke oversat til dansk) i Blooms læsning er »en enestående bedrift«.


Selvfølgelig er udvalget subjektivt, det lægger Bloom ikke skjul på, og hans ærinde med bogen er da heller ikke at give læserne lektier for, men at demonstrere, hvordan man kan tage livtag med litteraturen for at finde den »visdom«, han - med rette - stiller op som modsætning til »information«.

Visdommen er i meget vid forstand forståelsen af det menneskelige. Bloom mener, at Shakespeare er selve opfinderen af »det menneskelige« i litteraturen, og i mine øjne er afsnittet om 'Hamlet' bogens bedste. Her er Bloom både en lidenskabelig læser og en skarp fortolker, der kalder på modsigelse (enhver ordentlig Hamletfortolkning kalder på modsigelse), mens andre kapitler nærmer sig det joviale, Onkel Harolds Yndlingslæsning- agtige.


Bloom ser det menneskelige som en modsætning til det politiske - eller det sociale, det historiske, alt det, der er mere generelt end individet. Han hader af et godt konservativt brumbassehjerte alt, hvad der lugter af ideologisk litteraturvidenskab, uanset om den er feministisk, marxistisk eller postkolonialistisk - så snart han hører ordet 'samfund', trækker han sin kanon.

Det kan på den ene side være meget nyttigt for en lærevillig læser at blive kanoneret tilbage til basale humane værdier på den måde; på den anden side er det ærgerligt, at Bloom ikke vil se, at de vederstyggelige ismer kan bruges som analytiske redskaber til at afdække de selvsamme humane værdier fra andre og nye vinkler. Når han beskæftiger sig med en sort, kvindelig, betydelig forfatter som Toni Morrison, kan han dog ikke helt lukke øjnene for det - og hans bog bliver bedre af, at han ikke går af vejen for den udfordring.

Hans opsummeringer og anbefalinger har undertiden en pointe (»En verden, der til stadighed bliver mere og mere amerikansk, er nødt til at læse Whitman, ikke blot for at kunne forstå Amerika, men også for bedre at begribe, hvori dets tilblivelse helt præcis består«), undertiden fader de ud i det banale (»Hvorfor skal man læse? Fordi man kun kan komme til at kende ganske få mennesker rigtig godt, og selv dem vil man måske aldrig komme til at kende. Når man har læst 'Trolddomsbjerget', kender man Hans Castorp virkelig godt, og han er sandelig værd at kende«).

Men Bloom har læseglæden og nysgerrigheden i behold, selv efter et langt liv som litteraturprofessor på Yale, og den uakademiske formidlerrolle, han påtager sig med bogen her, ligger ganske godt for ham.

Danske læsere behøver ikke at følge hans anbefalinger til punkt og prikke. Der er meget, der nok er mere nødvendigt for os end for ham (og vice versa). Hvis jeg må tilføje endnu et råd til den gode læser: Tag bogen som en stimulans og en nyttig påmindelse om, at der er forskel på skidt og kanel - og følg så ellers dine egne lyster. Ganske uforbloomet.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu