Vi er tilbage i slutningen af 1800-tallet. Enevælden er i det store og hele ved at være en saga blot. Men med Frankrig, Schweiz og San Marino som de få republikanske undtagelser består de europæiske monarkier fortsat, dog i mere eller mindre beklippede udgaver. Det brød de fyrstelige sig ikke om. Ved at sikre sig eneretten til at udpege regeringerne og dermed forhindre en parlamentarisme, der kunne sætte de efterhånden stærkt svækkede højrekræfter fra roret, prøvede de at forhindre den uundgåelige forvandling fra at være reelle magthavere til at ende som blot nationale kransekagefigurer. En anden metode til at sikre sig indflydelse var den traditionelle dynastiske, hvor de på tværs af landegrænserne via arvefølge og giftermål søgte at sikre slægternes fortsatte beståen. Og desuden søgte de åbent eller ofte bag kulisserne gennem deres slægtskabsforbindelser at påvirke de regeringer, de måske ikke længere direkte kontrollerede. Her spillede to kongelige personer ifølge Tor Bomann-Larsen den afgørende rolle i slutningen af 1800-tallet, Storbritanniens dronning Victoria og Danmarks dronning Louise, gift med Christian IX. Det er deres manipulationer med børn, svigerbørn, børnebørn og efterhånden oldebørn, som ridses op i Bomann-Larsens første bind af en dobbeltbiografi af Norges kong Haakon og hans dronning Maud. I sin biografi kommer han så vidt omkring i de europæiske, kongelige cirkler, at man bestandigt må slå op i de slægtstavler, han venligst har stillet til rådighed, men kløjs i det gør man alligevel, alene af den grund at personerne ofte hedder det samme. Der var mange Louiser, Alexandraer, Vilhelmer og Christianer.