Med en syret og surrealistisk jagt gennem Bregnerød Kros dunkle gange og natmørke parkeringsplads starter fortællingen om, hvordan de to journalister Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen fra B.T. sten for sten, bilag for bilag, pillede grundlaget for Peter Brixtoftes imperium i Farum Kommune fra hinanden. Afsløringen af den største kommunale skandale med magtmisbrug og økonomisk uføre i mange millioner kroners-klassen - tilsat hektoliter af dyr, dyr rødvin, masser af håndgangne og lydige mænd og nogle få kvinder - kan helt uden kollegial misundelse og brødnid tilskrives de to journalisters stilfærdige, solide og seriøse arbejde. Hvor alle andre medier og journalister er draget mod nord til Farum under kampråb om én gang for alle at afsløre kejseren af Farum - og slukørede er draget hjem af mangel på stædighed og trods - bider de to sig fast. Og det må koste en Cavlingpris i det nye år, ingen tvivl om det. Den fortællemæssige ambition om at gøre beskrivelsen af arbejdsprocessen levende og fængende - en historie i sig selv - for alle andre end de journalister, som fulgte lige i kølvandet på Pihl og Priess, lykkes ikke. Dertil er de to for meget journalister og for lidt forfattere, og det kan efterkommere i både Farum og omegn nok være taknemmelige for. Det betyder til gengæld, at de 360 tætskrevne sider meget hurtigt antager referatets form. Bid for bid, bilag for bilag, kilde for kilde følger vi tingenes absolut skæve gang i Farum, hos Venstre, i Farum Boldklub, på Christiansborg, i Indenrigsministeriet og alle andre instanser, som har været involveret i oprydningen. Det er fortsat spændende og interessant læsning, og bogen bør være obligatorisk pensum for alle journaliststuderende. Og deres uddannede kolleger for den sags skyld. Det er historien om godt og solidt arbejde båret af en indignation, som aldrig kammer over og bliver til hverken hetz eller had. Bogen rummer ingen nyheder - som sagt er d'herrer journalister så drevne, at dem sørger de for at levere i bladets spalter. Malurten i rødvinsglasset opstår, fordi læseren naturligvis gerne vil vide mere. Gerne mere bagom - hvis ikke i form af nye afsløringer, så gerne i persontegninger og fortolkninger. Det sker ikke, og i den forstand er banemændenes Brixtofte-bog faktisk mere tynd på forklaringer end dens forgængere - sommerens udgivelser af henholdsvis Henrik Madsen og de to journalister Tórun Ellingsgaard og Jaku-Lina Elbøl Nielsen. Pihl og Priess afstår fra psykologiske overvejelser, desværre. Både om hovedpersonen, og når det gælder deres eget samarbejde. Uden at det skal antage krav om snask og snag, havde det naturligvis været både interessant og lærerigt at få et mere ærligt indblik klimaet og atmosfæren i det rodede kontor på 3. sal i bladbygningen.