0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Victors vridemaskine

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den episode er naturligvis ikke til at stå for, når man skal lave en biografi: Da Victor Andreasen var knægt, sagde hans mor til ham: »Du skal være en ulan, Victor«. Hun var polak, og en ulan er en tapper og frygtløs polsk ryttersoldat, der med lansen i hånd altid er rede til at gå i kødet på enhver fjende.

'Ulanen' er derfor titlen på den ny biografi om Victor Andreasen. Manden, der lagde grunden til en tredobling af bladets oplag, bliver biograferet af Sven Ove Gade, i hvis tid som chefredaktør oplaget blev halveret.

Næsten 500 siders dokument om en mand, der ligesom Ekstra Bladet i de gode år ikke lod nogen uberørt af mødet. Mange var for, flere imod - men ingen ligeglade.

Sven Ove Gade havde et nært forhold til Victor Andreasen, dels mens de begge var sammen på bladet i 70'erne, dels i de næsten 25 efterfølgende år - frem til Victors død i 2000 - hvor Ulanen trak sig tilbage til Sydsjælland til et liv som tænker og skribent, og hvor Gade i perioder var i næsten daglig kontakt med Victor.

Victor står som en myte i dansk presse, naturligvis især på Ekstra Bladet. Og for dem, der kun kender myten, men er nysgerrig efter viden, er der masser at komme efter i Gades omfattende biografi. Især viden, der vil punktere myten.

For denne ulan havde det særpræg, at han ikke kæmpede for en sag - han kæmpede for sig selv, med sig selv, mod sig selv. Og næsten alle, der kom tæt på dette selvopgør, blev såret af større eller mindre splinter, når lansen brød.


Victor Andreasen er kendt som manden, der i løbet af fire år i 60'erne fik vendt Ekstra Bladet fra fiasko til succes. Og som manden, der i over tyve år var gift med Tove Ditlevsen. Hun gav i romanen 'Vilhelms værelse' et signalement af Victor og deres strindbergske samliv. Det var sandelig ikke for begyndere.

Med Gades bog får man - så godt det formentlig er gørligt - et signalement af Victor fra vugge til grav. Og dokumentation for, at det kvarte liv med Tove Ditlevsen i al sin groteskhed ikke var en tilfældighed, men en konsekvens af Victors særprægede tilgang til livet, forstærket af en Tove Ditlevsen på piller, druk og neuroser.

Victor Andreasen søgte hele livet manisk efter meningen med det hele - hvorfor er jeg her. Det bragte ham gennem mange, mange forhold til kvinder - nogle stykker blev hans kone, de fleste blot elskerinder. Og han svigtede dem alle - bortset fra den sidste. Hans børn og stedbørn gik også mere eller mindre tabt, i hvert fald i dele af Victors animerede liv. Ligeså med venskaber - selv de nærmeste og mest holdbare fik sig en tur i Victors vridemaskine.

Og hans arbejdskarriere brød ikke mønsteret: Korte ophold de fleste steder - og så videre til noget andet. Mest spektakulært er nok Victor Andreasens nej midt i 60'erne i flere omgange til Jens Otto Krags tilbud om at gøre Victor til departementschef i Statsministeriet.

I stedet valgte Victor Andreasen Ekstra Bladet, som han i et sandt arbejdsraseri og sammen med en række nye medarbejdere vendte fra grundstødning til flot sejlads. Men forlod i vrede, da han ikke fik tilbudt Politikens hjørneværelse ved et chefredaktørskifte på herværende avis i 1966.

Efter Berlingske Tidende, Hjemmet og Berlingske Tidende igen vendte han tilbage til Ekstra Bladet i starten af 70'erne. Men da var glansen gået af Skt. Gertrud - og udgivelsen af 'Vilhelms værelse' sendte ham syg og nedbrudt til en pensionisttilværelse i Ugledige på Sydsjælland.


Sven Ove Gade har levet sin passion ud. Han har skrevet en bog om en mand, han beundrede. Han har altså ikke som udgangspunkt den naturlige distance - men sandsynliggør dog, at biografien ikke er en ensidig hyldest til fænomenet Victor.

Vel er Gades egne bemærkninger ikke specielt kritiske - men Gades journalistiske grundighed har gjort 'Ulanen' til en veldokumenteret biografi, der med sine mange detaljer og nuancer generelt virker troværdig og gør det muligt for læseren selv at dømme, om Victor Andreasen var en interessant person eller blot et husspøgelse på Ekstra Bladets gange.

Gade har haft adgang til alt, Victor har skrevet, ligesom han har støvet andet tilgængeligt materiale op og gennemført en masse interview med Victors familie, venner og kolleger. Det hele er kombineret elegant og - imponerende nok - uden ret mange overlap gennem de næsten 500 sider.

Bogen er bedst, hvor Gade fortæller om Victors barn- og ungdom og første del af voksenlivet - naturligt nok alene gennem kilderne. Men derefter bliver Gade som person af kronologiske grunde jo selv en del af historien, hvilket - ikke mindst når Ekstra Bladet er på dagsordenen - slører den stringens, hvormed han ellers fortæller Victors historie.

Der kommer i denne periode lidt for mange side(gade)bemærkninger - og ikke mange beretninger om, hvad der i de år gik galt, kunne være gjort bedre osv.


Grundigheden er dog også bogens svaghed - den er trods alt for omfattende. 'Den gamle redaktør' burde have allieret sig med 'Den gamle redaktionssekretær', som kunne have skåret vel 100 sider ud af bogen, uden at det havde fjernet en eneste nuance i billedet af Victor.

Den blot nogenlunde opmærksomme læser har længe inden den sidste side fattet, at Victor var lynende intelligent, huskede som en okse, var belæst langt over middel, levede for at provokere, blev Rasmus Modsat, når det var opportunt.

At han ikke havde nogen ideologi - måske bortset fra victorismen. At han foragtede forlorenhed - når han ikke lige smiskede for borgerskabet. At han var en charmerende kyniker, en charlatan - eller som Gade forskønner ham: en bajads.

Det er især bogens sidste del med mange uddrag af Victors private brevveksling fra hans sidste år, der bliver for - ja, trættende. Breve til og fra Elsa Gress (som han i de unge dage var kæreste med, og som han nu kalder præsenil) Henrik Stangerup (som han gav penge, når Stangerup var på røven), Henning Fonsmark (som var lettet over, at Victor afbrød deres brevveksling, så han slap for at svare udtømmende på Victors op til 39 sider lange, håndskrevne breve).

Ulanen døde ikke i kappestrid, men af en blodprop. Naturligt, eftersom han var sin egen værste fjende. Og derfor ikke nåede de højder i sin karriere, som hans intellekt berettigede til. Sven Ove Gade fortæller os hvorfor. Og måske kan myten Victor så få lov at hvile i fred.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce