Eftersom det tusind år gamle kongehus virker ret så sejlivet, er det naturligvis interessant at vide noget om dem, der befolker det. Man kan måske sige, at den royale ugepresse rigeligt dækker husets gøren og laden foruden alt det, der kun sker i journalisternes sensationshoveder. Netop derfor kan det være forfriskende for en gangs skyld at få en af personerne til at fortælle om sig selv, ikke mindst en kronprins, der forventes en dag at blive konge. Nu kan det jo ikke undre, at en person, der af mange grunde langtfra kan tillade sig at bruge ytringsfriheden, sætter mange grænser for, hvad han vil sige. Sådan er det naturligvis også med det, han fortæller ved de otte møder, som han i perioden 20. december 1999 til 5. juli 2002 har med Ninka, og som er refereret og redigeret i 'Rejse i livet' og forsynet med et rædselsfuldt opstyltet forord af selvsamme Ninka. Kronprinsen er alt andet end højtravende. Han fortæller ligefremt og begejstret om de sider af tilværelsen, han sætter pris på, og hvor højdepunkterne har været hans tid i frømandskorpset og ikke mindst slæderejsen i Grønland, der med måske lidt for mange gentagelser dominerer bogen. Kronprinsen er glad for livet, ja, han er faktisk altid glad, han holder meget af udfordringer til lands, til vands, i luften og på isen, hans verdenssyn er Vestens, og han priser den protestantiske kristendom, selv om han egentlig virker mere overbevisende, når han gang på gang røber sin fascination af zen-buddhismen. På det personlige plan kan ugepressen ikke hente meget. Hans kærlighed til sin mormor virker ægte, og da han efter beskrivelsen af sine mange manddomsprøver når frem til det med damerne, forklarer han nøgternt og erfarent, hvorfor han synes, man skal være modnet, ja, godt modnet, før man gifter sig. De mange skilsmisser i hans omgangskreds skræmmer ham, og måske har han også det britiske kongehus' for sensationspressen så lækre ægteskabsforlis i baghovedet, når han ræsonnerer over ægteskabet, som han gør. At monarkiet er en god institution, er han naturligvis ikke i tvivl om, og han håner dem, som mener, at om hundrede år, så osv. Blot kongehuset er på forkant med udviklingen, skal det nok holde. Man kan indvende, at det, der siges, kunne være sagt på den halve plads. Og man må finde sig i, at der naturligvis ikke er et eneste ord om de store politiske spørgsmål, der dominerer verden og hans kommende lille rige. Men det var jo heller ikke at forvente. Kan man leve med det og med en undertiden tåget småfilosofisk snak, fortæller bogen mere om kronprinsen end hundrede numre af de royale ugeblade.