Elvis var ikke synderligt synlig i Sydhavnen. I begyndelsen af 1960'erne, da teenageren Torben Bille ellers promoverede et Presley-præget haircut med fedtet anderumpe og bølge, var The King en, man dansede til på Sussi Christansens Danseinstitut på Borgbjergsvej. Her - og i resten af den vestlige verden, kunne man tilføje - gik Elvis rent ind med det, Bille kalder »sine chartereksotiske klangfarver og tempofaste sange«. Presley var mors musik, mener Torben Bille. Og affejer Dan Turèll, som engang har påstået, at Elvis var hverdagskost i Vangede. Det er en nødløgn, opfundet til at styrke forfattermyten, hævder Bille. Af den simple grund, at det var svært at få fingrene i en vaskeægte Presley-plade i 1950'ernes Danmark, hvor The King end ikke var repræsenteret af et pladeselskab. Det samme gjaldt i øvrigt filmene med Presley, der i starten slet ikke var i dansk distribution. Og, som Bille konkluderer, »da vi vaskede brylcremen ud af håret og lod det vokse langt, var Elvis blevet en dårlig vittighed«. Så fik vi da punkteret eventuelle morfaderlige myter om, hvordan Elvis var det store kulthit herhjemme for 50 år siden, da rocken blev født og begrebet teenagere samtidig sprang ind på scenen for at overtage den ny(rige) verden i deres og Elvis' blue suede shoes. Andre myter slagter Torben Bille desværre ikke i sin gennemskrivning af den i forvejen godt gennemtyggede historie om Elvis fra den revolutionerende raketopstigning til det pinagtigt langtrukne fald. Han forlader den eneste historie, som efterhånden er interessant at høre i sammenhængen Elvis, nemlig sin egen, og slår ind på den almene, vi kender lige så godt som Det Nye Testamente. Historien om Elvis Presley er så symbolladet, almenmenneskelig og kulturelt vigtig, at man kan høre den mange gange, men der er trods alt grænser, og den er mildt sagt ved at være nået.