Planetens spejle' er en af de mest underlige øjenudfordrende film, jeg erindrer at have set. Og det uanset at jeg ikke kan sige, hvad den handler om. Til gengæld kan jeg huske dens suggestive stemning, dette forførende forløb gennem flydende billeder af dans og død, der drømmende indgyder en mytisk glæde ved livet og kunsten. Jeg tror Christian Braad Thomsen, når han skriver, at filmen ikke ligner nogen anden i verden. Det gør han i antologien 'Sanddrømmeren', der er udgivet i anledning af Jytte Rex' 60-års dag 19. marts i år. I Braad Thomsens vidende, velskrevne og oplysende kritiske essay om hendes egensindige filmproduktion får man også det indtryk, at filminstruktøren Jytte Rex på sin vis har levet på det forkerte tidspunkt. Samtiden har ikke været nådig over for hendes drømmeagtige private udforskning af feminine myter. Først var både universitetsmarxister og feminister efter hende. Hendes film og bøger havde både et personligt udgangspunkt og sigte - ikke et kollektivt frigørende mål som samtiden krævede. Senere er det blevet den kommercielle filmiske ensretning, der siden 'Planetens spejle' fra 1992 har forhindret hende i at få økonomisk støtte til at lave film.
Drømmekvinden
Lyt til artiklen
