Alexandra Fuller er kun et par og 30 år, så det er tidligt at skrive sine memoirer. Men det er en bemærkelsesværdig og meget aktuel bog, denne forhenværende 'rhodie' netop er debuteret med i USA og England. 'Don't Let's Go to the Dogs Tonight' hedder den - lad os ikke gå i hundene i nat. Men det er netop, hvad hendes familie og med dem en lang række andre hvide settlers gør i de tidligere britiske kolonier i Østafrika, og det er ikke kønt at følge. Men morsomt beskrevet midt i al elendigheden. Alexandra Fuller, kaldet Bobo, blev født i England i 1969 og levede sine første to år der. Men så kunne hendes forældre ikke holde regnen og kulden ud mere og tog datteren og den lidt ældre storesøster tilbage til Rhodesia, som de havde forladt, efter en lille søn var død af meningitis. Forældrene vender ikke tilbage til noget som helst. De ejer intet og må hutle sig igennem på farme for lånte penge og plante tobaksplanter, købt for moderens pantsatte smykker. Men de knokler. Og de drikker. Udefra set er deres liv uden kultur, uden penge, uden særlige mange forsonende momenter. Men her ses det indefra. De fattige hvide er stadig overklasse i det land, som deres landmænd under ledelse af Cecil John Rhodes slog sig ned på mellem 1889 og 1893. De havde »Taget landet? Stjålet det? Bosat sig? Stiftet hjem? Inddraget det?«, som Alexandra Fuller forsøger sig i beskrivelsen af, hvordan det gik til.
Min afrikanske barndom
Lyt til artiklen
