0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Han gjorde minusdage til Plysdage

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Er mængden af høje, ranke træer i 100 Meter Skoven virkelig et fingerpeg om, at skovens mest kendte beboer, Peter Plys, er indviet i den gamle keltiske druidetro?

Det hævder den spøgefulde engelske litteraturhistoriker John Tyerman Williams, som også påstår, at bjørnen med den i så fald alt andet end 'meget lille forstand' overgår Freud, Jung og Adler i psykologisk indsigt.

Og som nævnt i omtalen af disse påstande (Bøger 23. februar), udgør tegningerne en ikke ringe del af den lærde skælms argumentation.

Men var en mand som bankdirektør Kenneth Grahame (1859-1932) så også kryptokelter? I hvert fald spiller træerne (plus en langt mere udtrykkelig panteisme) også en overvældende rolle i hans hovedværk 'The Wind in the Willows' ('Vinden i Piletræerne'), der tilmed er illustreret af samme tegner som Milnes Plys-bøger: Ernest H. Shepard (1879-1976).

Er det ligefrem hos denne tilsyneladende uskyldige illustrator, vi skal finde kilden til kætterierne?

Næppe, at dømme efter den første skitseagtige gennemgang på tryk af Shepards liv og værk. En rigtig biografi frabad Shepard sig i de første tredive år efter sin død, så den får vi først om fire-fem år. Men bestyreren af et arkiv af Shepard-tegninger og breve på University of Surrey har udgivet et tilløb: 'E.H. Shepard - the man who drew Pooh'.


Druider og astrologi er der ingen spor af i dén - men til gengæld konturerne af en verdenskendt tegners liv: Fra en barndom med blyanter og papir inden for rækkevidde (faren var arkitekt, morfaren en kendt akvarelmaler) opnåede han stipendium på Royal Academy Schools, hvor han ikke alene i uddannelsesøjemed kopierede Velasquez' olieportrætter, men også mødte sin første kone, Florence, der blev mor til hans to børn.

Sønnen Grahams krigsskib blev sænket af tyskerne under Anden Verdenskrig, ligesom Shepard havde mistet sin bror Cyril i Første Verdenskrig i de flanderske skyttegrave, hvor han også selv opholdt sig, men altså overlevede. I Anden Verdenskrigs sidste år giftede den 65-årige sig for anden gang med Norah Carroll.

Hans første kone var død (under bedøvelse ved en næseoperation mod astma) allerede i 1927, netop som Shepard var brudt igennem til berømmelse og velstand. A. A. Milnes 'Winnie the Pooh' udkom året før, og året efter var 'The House at Pooh Corner' ('Peter Plys og hans venner') på gaden med Shepards illustrationer.

Men manden var myreflittig, i årevis havde han især levet af tegninger til det elskede humoristiske tidsskrift 'Punch', men i 1927 udkom i alt fem bøger med hans illustrationer, en af dem erindringer af bemeldte Kenneth Grahame, fulgt op året efter med endnu én.

Hans flid blev ved livet ud. I 1960 var han i øvrigt i Danmark for at gøre forstudier til sin illustrerede udgave af 'Hans Andersen's Fairy Tales'. I 1965 udkom den efterhånden 86-årige tegners egen billedfortælling om grævlingene 'Ben and Brock', og i 1969 og 70 udkom hans farvelagte nyudgaver af hhv. 'Vinden i Piletræerne' og de to Plys-bøger.


Grahames hovedværk om 'Muldvarpen og hans Venner', herunder 'Den tåbelige Tudse' (titlerne på den første tobinds udgave på dansk) havde to andre tegnere allerede knækket halsen - eller i hvert fald blyanterne - på siden førsteudgaven i 1908.

en hverken tegningerne af Paul Branson (1913) eller Nancy Barnhart (1922) kunne ramme dén akkord af alvor og idyl, poetisk dybde og barnlig enfold, som med ét slag havde gjort Plys-tegneren landskendt, ja, verdensberømt - og som uden tvivl hjalp 'Vinden i Piletræerne' til også at blive det. Den første Shepard-udgave kom i 1932.

Fortællingen om de slåbrokklædte ungkarle - muldvarp og rotte, grævling og tudse - over for alle de upålidelige og upåklædte væsler, mårer og fritter i Vildskoven er ikke kun en pudsig godnathistorie fortalt for Grahames søn Alistair.

Men også et kompliceret fortællefilter for bankdirektørens egne erfaringer om en velbjerget britisk middel- og overklasses letsindighed (tudsens) eller ideologiske fæstningsværker (grævlingens) mod denne verdens proletariat og koloniserede folkeslag.

Værket udfordrer ikke mindre til fortolkning end Plys-bøgerne gør det, men forpligter nok sin fortolker en anelse mere.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu