Asger Schnacks nye bog, 'Spejl og spor', består af 29 mindre tekster; de fleste handler om forfattere eller malere og har i løbet af halvfemserne været trykt i aviser, tidsskrifter, antologier og lignende. Bogen smykker sig med betegnelsen 'essays', men det er nu så meget sagt. Snarere er der tale om et sammenskrab af alt godt fra harddisken - intet har tilsyneladende været for småt eller for tidsbundet til at komme med. De fleste tekster er ret uformelige; de associerer hid og did med biografiske oplysninger, anekdotisk lommeuld, intetsigende impressioner og lange citater indtil de pludselig standser. Egentlig karakteristik, analyse, fortolkning, perspektivering eller refleksion er der ikke meget af. Schnack holder af ord, især de store, luftige og kønt klingende, men det er yderst begrænset hvad han faktisk får meddelt. Bortset fra de faktuelle biografiske oplysninger og det anekdotiske stof, tilbyder han ikke læseren meget andet end oppustede flotheder som disse (der angår et digt af Iljitsch Johannsen): »Så smertefuldt, så ensomt, så nøgternt og så sjælelig løftet: ind i en indre billedverden, der på én gang rummer tid og rum og farver, tætte sansninger, høje himle, porøse lag, opløsning, erindring og sluttelig: synets tilsanding.« Man kan jo ikke vide hvad det er der har drevet Asger Schnack til at sammendynge disse ligegyldigheder fra småtingsafdelingen og gøre en bog ud af dem. Men endnu mere gådefuldt er det dog at et forlag som Lindhardt og Ringhof har fundet den værdig til udgivelse.
Snik-Schnack
Lyt til artiklen
