Ove von Spaeth er stadig en skarpsindig og fængslende videnskabsdyrker, hvis tolkninger af Mosesfiguren bør følges med stor opmærksomhed. Det er ikke Mosebøgernes blidt tilbageholdende, beskedne patriark, som von Spaeth skildrer i bind efter bind, Guds udvalgte rådgiver, men en grådig magtstræber. Først så han efter sigende i nyfundne dokumenter, at jødiske krønikeskrivere igennem århundreder har optegnet meddelelser om Moses. De anser ham for en egyptisk prins, arving til faraos højhed, fordi den regerende faraodatter Hatsheput havde taget ham op af floden til sig som en søn. Men efter en fatal udgang af en kroningsceremoni blev Moses erklæret fredløs i Egypten. Han vinder indflydelse hos hebræerne, som hungersnød havde drevet til Egypten, hvor de levede som uønskede fremmede. Den entreprenante Moses sætter sig i spidsen for hebræerne og fremkalder Egyptens ti plager, hebræernes udvandring (exodus) til 40 års ørkenvandring. Men Moses havde ikke glemt Egypten. Han lurede stadig på den høje post som farao. Han havde Guds forsikring, at der kun var én skabende Gud, og havde derfor Amonpræsteskabet imod sig; det fordrev ham og satte Tutmosis III på tronen. Han fører hebræerne frem til det forjættede land; hans medhjælper, Josva, vinder Jeriko, men Moses kommer ikke med i det forjættede land, som han kan se indover fra bjerget Nebo, hvor han døde 120 år gammel, og hvor hans grav skal findes.
Den vildt ambitiøse Moses
Lyt til artiklen
