I al respekt, men helt ærligt, som det hedder: hvor mange i dag kender Peter P. Rohde (1902-78)? Er der virkelig perspektiv nok i denne gymnasielektor, venstrefløjsveteran og Privatgelehrter til, at der kan skrives 457 sider om ham? Det er der. Det kan der. Niels Barfoed kan. Han gør det til melodramaet om 50'ernes intellektuelle, der kommer i konflikt med den kommunistiske moderkirke, udstødes - og aldrig forvinder tabet. Det er en barsk og forbløffende historie. Barfoed præsenterer unge Rohde som den fødte polyhistor og formidler. Humanist, men bidt af politik og økonomi. God bokser og rastløs verdensforbedrer med sværmeri for dommedagsvisioner, store utopier og store armbevægelser. Som så mange fandt han et fællesskab i kommunismen, og München-forliget 1938, der prisgav tjekkerne til Hitler, fik ham til at melde sig ind i DKP. Det bragte ham i Horserød 1941, ind i modstandsbevægelsen og - efter fangenskab og tortur hos Gestapo - indirekte ind i ægteskabet med Ina Haxen. Endnu en af den illegale tids altomvæltende forelskelser. Men hans overordnede parforhold var forholdet til DKP. Han så diktaturet i øst som en højere form for demokrati. Til 1952 slugte han alle kameler, fulgte alle paroler og dialektiske volter, skrev rettroende bøger om Sovjet og optrådte som DKP's ridder. Han drømte om en partikarriere, indtil han blev medarbejder ved Information og fra 1951 lærer på Østre Borgerdyd. Det sidste holdt hårdt af politiske grunde.
Udstødt af Partiet
Lyt til artiklen
