Der gik en gysen igennem mig, da jeg måtte læse, at Tadd Damerons komposition 'Hot House' skulle være bygget over akkorderne til Jerome Kerns 'All The Things You Are'. Faktum er, at det korrekte harmoniske grundlag er Cole Porters 'What Is This Thing Called Love'. Skyldes fejlen en tanketorsk? Eller er den egentlige grund, at forfatteren ikke har været i stand til at identificere en melodi ved hjælp af sin harmonistruktur? Lige så forkert er det, når forfatteren krediterer samme Dameron for at have komponeret 'Wee'. Ophavsmanden er trommeslageren Denzil Best. Det er kun et par eksempler på, at T.S. Høeg - for ham er det, der er forfatteren - i bogen 'Verdens 25 bedste jazzplader' udviser et ret så afslappet forhold til kendsgerninger. Og hvis man skeler til, hvem der i øvrigt har bidraget til denne serie under det fælles motto 'Verdens bedste ...', der naturligvis i alle tilfælde gengiver forfatternes strengt subjektive vurderinger, så gælder det for Høeg, at han utvivlsomt markerer sig som den, der styrer længst uden om mere konventionelle opfattelser. Jo da, man møder både Duke Ellington, Billie Holiday, Lester Young, Charlie Parker, Miles Davis og John Coltrane (omend for fleres vedkommende repræsenteret via plader, som andre ville tøve med at betegne som deres bedste), men ellers er det en række af de mere eller mindre utilpassede skikkelser, Høeg selv føler sig beslægtet med, der udgør hans favoritter.
Jazz for indviede
Lyt til artiklen
