Dora Maar er ikke uden grund gået over i historien som det virkelige ansigt bag Picassos 'Grædende kvinde'. Dora Maar stod model til en række af Pablo Picassos berømte malerier og stod i det hele taget model til lidt af hvert. »Der er kun to slags kvinder for mig - gudinder eller dørmåtter«, erklærede Picasso. Det kan godt være, at han betragtede Dora Maar som en gudinde i begyndelsen af deres syv år lange forhold, men sikkert er det, at han endte med at behandle hende som en dørmåtte. Som han, også længe efter deres forhold var forbi, med stor fornøjelse tørrede fødderne af i. En ring med et søm stikkende ud på indersiden og et bemalet lokumsbræt »for at Dora kunne sidde på mit værk og skide« var to af de gaver, Picasso gav sin tidligere elskerinde. Men selv om et masochistisk element bliver mere end antydet i Mary Ann Caws biografi, var Dora Maar i forholdet til den dominerende kunstner andet og mere end muse og et passivt objekt for ydmygelse. Maar var selv en stærk personlighed; boheme, fotograf og billedkunstner i egen ret. Det er denne Dora Maar, Mary Ann Caws har sat sig for at fremhæve i biografien 'Dora Maar - med og uden Picasso'. Som fotograf er Dora Maar i nutiden først og fremmest kendt for sine billeder af Picasso og hans kreds og for sin registrering af faserne i tilblivelsen af 'Guernica'. Picassos monumentale mesterværk, der i sin skildring af krigens gru blev et af det 20. århundredes centrale billeder. Maar var selv en del af 'Guernica's tilblivelse. Det er nemlig hendes ansigtstræk, som pryder kvinden, der midt i det berømte billede løfter en lampe. Maar malede også et par streger på den skrækslagne hest. Hoffotograf Men som fotograf havde Dora Maar mange andre facetter end at være Picassos ydmyge tjener. Da de mødte hinanden i 1937, var Dora Maar allerede en kendt og etableret skikkelse i det intellektuelle Paris. Hun delte atelier med fotografen Brassaï, seng med filosoffen Georges Bataille, og fotografen Emmanuel Sougez, der definerede det Ny Fotografis rene stil, var hendes ven og lærer. Den mørkhårede Maar så altid ud som sidste skrig og lidt til. Kendt som hun var for sine ekstravagante hatte og sit chokerende valg af neglelak. Sammen med kollegaen Pierre Kéfer lavede hun i 1930'erne raffineret, nyskabende modefotografi. Hendes portrætter var yderst kunstfærdige, hun var tillige en socialt engageret dokumentarfotograf, og igennem en stor del af sit liv arbejdede hun med collagen og havde længe en stærk tilknytning til surrealisternes inderkreds. I en periode var hun nærmest kredsens hoffotograf og ikke mindst hendes portrætter af Paul Eluards sarte hustru Nusch har bevaret en æterisk skønhed, som ubesværet taler årene på tværs. Maars mystiske 'Portræt af Ubu', et blindt og bønfaldende lille monster, der i virkeligheden sandsynligvis er fosteret af et bæltedyr, blev således et centralt surrealistisk ikon. I modsætning til hvad man skulle tro om Picassos 'grædende kvinde', så klarede hun sig som kvinde og kunstner i et miljø, hvor det ellers nok kunne gå hårdt til. Dora Maar var medunderskriver på manifestet, da den antinationalistiske, antikapitalistiske gruppering Contre-Attaque etablerede sig. De to ledere var Georges Bataille og surrealisternes chefideolog André Breton. Sidstnævnte anklagede snart Bataille for sindssygt overdreven hengivelse til masturbation, sadomasochisme og en erotisk besættelse af døden. I en pamflet replicerede Bataille ved at kalde Breton »svinsk, senil, rådden, smudsig, liderlig og afpillet«. Intet tyder på at Dora Maar ikke befandt sig som en fisk i disse oprørte vande. Malerens fascination Henriette Theodora Markovitch blev født i Paris 1907 som den eneste datter af en kroatisk arkitekt. Da hun var tre år, flyttede familien til Buenos Aires. Her lærte hun spansk, og det var tilsyneladende endnu en grund til, at Picasso følte sig tiltrukket af hende, da han i 1936 så en ung, smuk brunette sidde på - hvor ellers? - Café des Deux Magots og hurtigere og hurtigere stikke en spids pennekniv ned i bordpladen imellem sine spredte fingre. Af og til ramte hun ved siden af, og en lille dråbe blod aftegnedes mellem roserne broderet på hendes handsker. Picasso var solgt til stanglakrids og bad hende senere om handskerne prydet med blodpletter og roser. Behørigt blev de låst nede i hans skrin med souvenirs. Den 54-årige Picasso og den unge Dora Maar blev snart et par (uden at Picasso og hans elskerinde Marie-Thérèse Walter holdt op med at være et par af dén grund), men det var ikke ubekymrede tider. Den spanske borgerkrig gik både spanske Picasso og den venstreorienterede Dora voldsomt på. I begyndelsen malede Picasso blide og i sig selv hvilende portrætter af sin muse. 'Dora Maar siddende' fra 1937 er et portræt i lysende balance med sig selv. Han dyrkede i skitser hendes yppige former, og der står stadig gnister, så det forslår, fra 'Dora og Minotaurus', som Picasso malede i september 1936 i parrets sommerresidens i sydfranske Mougins. Men langsomt forsvandt den ømme eftertanke og den erotiske varme fra Picassos skildring af Dora Maar. Efterhånden var det, som om alt det forpinte i situationen skulle klemmes ud igennem Dora Maars stadig mere maltrakterede ansigtstræk. I 1940 var han nået frem til at male hende som kvindeligt dødningehoved. Jean Cocteau kom i 1937 på besøg i Picassos atelier i Paris. Et atelier, hvor Dora Maar var forment adgang, medmindre hun havde fået en specifik invitation. Jean Cocteau registrerede »et fyrsteligt rod, en fyrstelig tomhed - hjemsøgt af de monstre, som han opfinder og som udgør hans verden. Picasso er en mand og en kvinde i tæt sammenslyngning. Ligesom i hans malerier. Han er et forhold i egen person. Forholdet Picasso. Dora er en medhustru, med hvem han er utro mod sig selv. Ud af dette forhold fødes forunderlige monstre«. Efterabede Picasso Det var et forhold med mange modsætninger. På den ene side opildnede Picasso sine to elskerinder til at slås om ham, da de en dag insisterede på at skændes, mens han malede. De måtte sandelig selv finde ud af, hvem der var stærk nok til at fortjene ham. Dora Maar og Marie-Thérèse gik i kødet på hinanden. Picasso kaldte det bagefter »et af mine bedste minder«. På den anden side fortsatte Picasso og Dora Maar med at have et kærlighedsforhold, der også involverede et kreativt parløb. De arbejdede sammen om at lave billeder i cliché-verre-teknik, hvor maleren Picasso og mørkekammerets Maar sammen skabte billeder raderet med stålpen på eksponeret film. Dora Maar begyndte at male igen. Billeder, som for at sige det mildt var stærkt præget af forholdet til Picasso. Tankevækkende og bizar var den måde, hvorpå hun begyndte at efterabe ham. Malede han et billede af hende, så malede hun det efter. Som om hun tog det, han havde taget fra hende, tilbage. Mary Ann Caws ser det som et tegn på hendes intelligens og styrke. En vurdering, der ikke bliver underbygget til på nogen måde at virke betryggende. »Hun samarbejder med ham om gengivelsen af denne tragedie«, skriver Caws, og den slags konkluderende flotheder er der en del af i bogen. Hun vil gerne skildre Maar med den stærke karakter, som om hun også var en stærk makker i forholdet til Picasso. Hun gav utvivlsomt Picasso mere intellektuelt og kunstnerisk modspil end han var vant til, men citatet »Jeg var ikke Picassos elskerinde, han var bare min herre«, taler ikke desto mindre for sig selv. Nervøst sammenbrud Da krigen kom til Frankrig, blev hverdagen hurtigt hårdere. Tyskerne lod 'Guernica's maler i fred, men det blev hurtigt småt med materialer og varme i de kolde atelierer. Efter 'Guernica' havde Dora Maar droppet fotografiet. De var nu begge malere. Men med forholdet gik det ned ad bakke. I 1943 mødte Picasso den unge Francoise Gilot. Hun var tyve år yngre end Dora Maar. »Hendes lidenskabelige natur reagerede negativt på Picassos engagement i Francoise Gilot«, skriver Caws om Maars jalousi med, hvad man må formode er en underspilning af de større. Maar og Picasso blev ved at se hinanden indtil 1946, men forholdet var da for længst afsluttet. Dora Maar fik efter krigen succes som maler, men hendes brud med Picasso havde været forkrøblende. »Jeg går alene i et vidstrakt landskab. Vejret er smukt - men der er ingen sol. Der er ingen tid på dagen«, skrev hun i 1946. Hendes opførsel blev aparte. Det var kun én blandt mange skandaler, da hun i offentlighed faldt på knæ foran Eluard og Picasso, beskyldte dem for at leve i synd og befalede dem at skrifte. Dora Maar havde sat kursen mod et nervøst sammenbrud. Hun blev indlagt og fik elektrochokbehandlinger. Hun gik to år i terapi hos vennen Jacques Lacan, inden hun vendte tilbage til det parisiske selskabsliv. Ifølge Picasso var det ikke et pludseligt sammenbrud. »Jeg gik fra hende af frygt. Af frygt for hendes galskab. Dora var gal, længe før hun faktisk blev gal«. Hendes deltagelse i livet i det mondæne Paris blev kortvarigt. Under sin krise var hun blevet dybt religiøs. Fra okkultisme var hun blevet draget mod katolsk mystik. I en stadig mere udtalt eneboertilværelse lukkede hun sig inde i sin lejlighed i Paris om vinteren og ude fra omverdenen i sit hus i Provence om sommeren. I Provence kørte hun rundt på motorcykel i landskabet på jagt efter akvarelmotiver. Hun begyndte at fotografere igen, og hun malede indtil to år før sin død i 1997. Men hendes liv blev mere og mere hermetisk. Omkring 1970 skrev hun: »Som en ren sø kedsomheden/ Jeg lytter til dens harmoni/ I det store kolde værelse/ Lysets nuance synes evig/ Alt er enkelt og jeg beundrer/ Objekternes fuldstændige totalitet«. Hun malede og mediterede. Hun havde sine få venner og sporadiske kontakter til kunstverdenen. Kun én ting insisterede hun på: »Jeg vil ikke høre et ord om Picasso«. Hun døde 89 år gammel. I et hjem omgivet af malerier, malet af Pablo Picasso, der var død 24 år tidligere.