Stranden er fredet, skoven er fredet, mosen er fredet. Fuglene er fredet, padderne er fredet, og Mols Bjerge, hvor jeg kommer ofte, er fredet. At noget er fredet, er så indlysende for os, at vi slet ikke kan forestille os det modsatte. Selv om det er mindre end hundrede år siden, at det hele begyndte. En ny forening, 'Foreningen for Naturfredning', afleverede den 27. februar 1912 et andragende til konseilspræsident (sådan hed statsministeren dengang) Klaus Berntsen med følgende ordlyd: »Vi henvender os nu herved til den høje Regering og Rigsdag om, at der snarest udarbejdes og forelægges for Rigsdagen en Ekspropriationslov, som aabner Adgang til, mod fuld Erstatning, at ekspropriere saadanne dele af Landet, der paa grund af deres Skønhed eller Ejendommelighed bør fredes og bevares til Glæde for Alle«. Det varede 5 år, før politikerne var færdige med at diskutere dette andragende, for det handlede jo om indgreb over for selve den hellige ejendomsret. Men i 1917 var tiden moden, og Danmarks første naturfredningslov trådte i kraft. Siden er der kommet adskillige andre til. Men ikke så mærkeligt, at Danmarks Naturfredningsforening har ønsket at markere sin indsats. De var med helt fra starten, og de har en væsentlig del af æren for, at fredning af naturen er blevet alment accepteret - samt ikke mindst: gennemført i hundredvis af tilfælde. Og de er p.t. så heldige, at deres præsident Poul Henrik Harritz også kan skrive. Godt endda. Så han var den oplagte forfatter til en gedigen bog om Danmarks fredede områder, som er udkommet i det smukkest tænkelige udstyr med et mylder af kort, billeder samt ikke mindst: informationer om de enkelte områder - hvor de ligger, hvad de indeholder, hvordan man kommer til dem. Det er gedigen brugervejledning til alle, der gerne vil færdes i den danske natur, og dem er der vistnok mange af.