Michael Strunge, der døde i 1986 i en alder af 26 år, står for mange, ikke mindst yngre læsere, som den ultimative digter. En sårbar, hudløs og kompromisløs poet, hvis liv og værk i så høj grad var ét, at selv det spring ud af vinduet på tredje sal, som blev hans endeligt, opfattes som del af det poetiske projekt. Knud Muncks fine biografi, der går bag om både mennesket og myten Michael Strunge, rummer flere fortolkninger af dødsfaldet og vil uvægerligt blive læst af Strunges mange læsere som en nøgle til at forstå baggrunden for hans ulykkelige og i høj grad diskutable selvmord. Strunge forsøgte første gang at begå selvmord i 1982 og røg i sine sidste fire år ind og ud af de psykiatriske afdelinger. At han var optaget af døden er tydeligt i digte fra start til slut. Lige siden den fatale morgen i marts 1986 har spørgsmålet været, om der var tale om en så høj grad af manisk opstemthed, at digteren troede, han kunne flyve, eller om Strunge, som digterkollegaen Bo Green Jensen har udtrykt det, snarere »faldt for fristelsen til at leve sin myte helt ud«? Langt de fleste, også Knud Munch, der til daglig er præst, hælder til den første forklaring, men det endelige svar fås ikke. Sikkert er det, at Strunges digte i høj grad vil blive læst ud fra den viden, hans læsere har om ham som ung, død, digter, selv om de sagtens kan stå alene. Følger digteren Knud Munchs biografi, der er båret af en tæt læsning af de mange digte, rummer en detaljeret beskrivelse af Strunges opvækst og karriere. Vi følger digterens opvækst i Hvidovre, de første år i folkeskolen, gymnasietiden (han var god til dansk stil), årene i Poul Borums forfatterskole, debuten med digtsamlingen 'Livets Hastighed' (1978), forsøget på at blive anerkendt af punkmiljøet, de litterære fejder (med digteren Lola Baidel og kritikeren Erik Skyum-Nielsen) og alle de happenings, Strunge blev en del af - eller selv tog initiativ til, som da han anmeldte sin egen digtsamling, 'Verdenssøn', der er skrevet under pseudonymet Simon Lack, her i avisen. Munch har talt med snese - ja, hundredvis af folk, der var tæt på Strunge på den ene eller anden måde. Både familie, lærere, venner, kærester og digterkolleger har bidraget til biografien, der samtidig er blevet et spændende portræt af generationen, hvis kreative gennembrud fandt sted i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Af danske digtere følte Strunge sig mest forbundet med Gustav Munch-Petersen og Ole Sarvig (der kastede sig ud fra et højhus i 1981), fra udlandet og traditionen kommer franske digtere som Baudelaire og Arthur Rimbaud ind med fuld symbolistisk musik, men der er én skikkelse, som mere end nogen anden inspirerede Michael Strunge, og det er den engelske rockmusiker og scenekunstner David Bowie. Hvor stor indflydelse Bowie havde på Strunges lyrik helt ud i titler på digte, bøger, konkrete formuleringer og hans egen selviscenesættelse vil nok overraske de fleste, der læser Munchs biografi uden at have kendskab til Bowies (tekst)univers. Munch har et omfattende kendskab til den musik, Strunge, ja, alle datidens opstemte melankolikere, lyttede til: The Cure, Joy Division, Talking Heads og en detektivisk evne til helt præcist at udpege enkelte sanges betydning for ordvalget i forskellige digte. Præcist billede En af kamæleonen Bowies plader hedder 'Changes', forandringer. Munch, der beskriver en meget splittet digterpersonlighed, skelner mellem 'Michael', der var udadvendt og morsom, og 'Strunge', der var arrogant og opmærksomhedssøgende og havde et fantastisk greb om medierne, og taler i sit afsluttende kapitel om en personlighed splittet mellem blødt og hårdt, vildt og mildt - sortsyn og optimisme. Selvom det kan være svært at skrive under på visse af de bastante modstillinger, er der ingen tvivl om, at Munch grundlæggende får tegnet et meget præcist billede af mennesket, digteren, tilstanden Michael Strunge, som en kunstner, der ikke bare ville skrive, men var nødt til at skrive og nødt til at være i bevægelse for at holde de poler, der kæmpede i ham, stangen. Dødsdriften ikke mindst. Michael Strunges liv og værk hang snævert sammen. Hvor tæt bliver tydeligt i denne første biografi, hvis styrke er den omfattende research, forfatteren har udfoldet. Hver en sten synes vendt, selvom et par væsentlige kilder til de sidste år af Strunges liv, desværre ikke har ønsket at medvirke. Der er nu fire bøger, som tilsammen lader firsernes himmelstormer træde i karakter: 'Samlede Strunge', der rummer alle digtene, 'Sidegader 1978-1986', der rummer hans prosa, 'Mai Strunge. Samtaler m.m.', den fine bog, som Anne Marie Mai og Strunge sammen udgav i 1986 og dagens gode nyhed: Knud Munchs grundige, engagerede og velskrevne biografi om en digter, der, inden alt gik i sort, i den grad var i live.