Thomas Manns berømte mesternovelle 'Døden i Venedig' (1912) handler om den estimerede forfatter Gustav von Aschenbachs moralske undergang og død i Venedig. Aschenbach møder den skønne yngling Tadzio og betages af ham. Mødet med den guddommelige skønhed betyder ikke en forædling af karakteren, men hovedpersonens opløsning. 'Døden i Venedig' kan derfor opfattes som en tragisk parodi på den klassiske dannelsesrejse sydpå. Den internationalt anerkendte forfatter kan ikke længere holde masken, men ender med på den mest ynkelige måde at forfølge sine erotiske længslers billede i form af en køn dreng. Den i det ydre respektable livsform undergraves på afstand af det borgerlige hjem af kunstnerens indre moralske kvababbelser. Som litteraten Christian Bank Pedersen påviser lærd og detaljeret i 'Formens erindringer - Om Thomas Manns 'Der Tod in Venedig'' står Thomas Manns novelle i gæld til en omfattende filosofisk og idéhistorisk arv fra Platon, Schopenhauer og Nietzsche. Men det er en arv, der udspiller sig på parodiens betingelser.
Se Venedig og dø
Lyt til artiklen
