0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Guru for nyliberale

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Imod slutningen af Anden Verdenskrig udkom i London en bog, 'Vejen til trældom', der omgående vakte betydelig opmærksomhed, fordi forfatteren rettede et generalangreb på socialismen, som havde fået voksende indflydelse i 30erne som følge af depressionen.

Forfatteren var en østrigsk-engelsk økonom, Friedrich Hayek, der var professor ved den estimerede London School of Economics. Han var et barn af det akademiske borgerskab i kejsertidens Wien - ja, han var faktisk adelig, for han havde et 'von' foran sit navn - og havde i 1931 forlagt residensen til London.

Før 'Vejen til trældom' havde han især gjort sig bemærket ved sin kritik af den mest fremtrædende økonom i det 20. århundrede, John Maynard Keynes, som han anklagede for at have svigtet sine liberale idealer ved at betone betydningen af, at det offentlige førte en aktiv finanspolitik som et væsentligt led i bekæmpelsen af 30ernes enorme arbejdsløshed.

Modsat Hayek mente Keynes, at det kriseramte Storbritannien ikke mindst havde et for stort opspring og dermed et for lavt forbrug.


'Vejen til trældom' vil sige vejen til socialismen, for Hayek var ikke i tvivl om, at planøkonomi og en kraftig overførsel af ressourcer til det offentlige vil føre til økonomisk slaveri.

Når det gælder sikring af frihed, vækst og demokrati, er fri konkurrence og privat ejen-domsret afgørende forudsætninger, og set med hans øjne var man gradvist i færd med at opgive friheden i det økonomiske liv.

Som en mand, der fra han var ung, var trænet i Wienerskolens logiske positivisme, byggede Hayek især på empiriske analyser og mindre på moralske argumenter.

For ham at se kunne der ikke herske den mindste tvivl om, at den frie markeds-kapitalisme er den mest produktive form for økonomi, menneskeheden har oplevet, og at den fører til friere, mere tolerante og mere demokratiske samfund.


Vejen til trældom' gav Hayek et internationalt navn, selv om hans indflydelse på praktisk politik var stærkt begrænset. Her oplevede han først et gennembrud i 70erne, da Margaret Thatcher overtog ledelsen af de konservative i Storbritannien og siden blev premierminister.

Hun fremhævede ofte, at Hayek havde været en væsentlig inspirator for 'thatcherismen'. Senere fik han også en betydelig indflydelse på nogle af de centrale figurer bag Reagans økonomiske politik i 80erne.

For mange liberalister er Hayek - bort set fra Keynes - den vigtigste økonomiske tænker i det 20. århundrede, en slags moderne John Stuart Mill, om end nok så doktrinær. Andre vil dog mene, at Chicago-økonomen Milton Friedman har haft større betydning, især under Reagan, med sin absolutte bekendelse til nødvendigheden af at styre og regulere gennem pengemængden.

Herhjemme har Hayek i nyere tid blandt andet haft betydelig indflydelse på Anders Fogh Rasmussen, der i sin bog 'Fra socialstat til minimalstat' fremhæver hans betydning for nyliberalismen og især lægger vægt på hans advarsler mod øget statslig intervention og central planlægning.

Men hvem ved, måske har Venstres leder i sin iver efter at nå frem til den totale farveløshed også afskrevet dette kapitel?


Den engelske økonomiske historiker Alan Ebenstein giver i sin biografi en bred beskrivelse af Hayek, men hvad denne østrigsk-engelske økonom og sociale filosof egentlig var for et menneske, bliver man desværre ikke meget klogere på, bort set fra måske da han i en moden alder vælger at lade sig skille for at kunne gifte sig med sin ungdoms store kærlighed.

Hverken livet i Wien i 20erne, livet som østriger i Storbritannien under krigen eller arbejdet i Chicago bliver nærværende. Man aner en høj, lidt gammeldags klædt skikkelse med moustache, men hvad det var for kræfter, der dybest set drev ham, får man så at sige intet at vide om.


Efter kommunismens kollaps kan hans synspunkter måske forekomme konventionelle, men i 1944 og i efterkrigsårene hørte de bestemt ikke til den herskende tænkning. Trods sin super-liberalisme, var Hayek dog ikke en laissez faire-mand i traditionel forstand.


Tværtimod gik han ind for intenst at bruge lovgivningsmagten til sikring af den frie konkurrence, han anså for livsvigtig i alle led.

Friedrich Hayek skrev sin bog som assimileret englænder midt under krigen. Under sine ophold senere som professor i Chicago, Salzburg og Freiburg i Sydtyskland udgav han flere bøger, men ingen af dem nåede nær samme gennemslagskraft som 'Vejen til trældom', der med Alan Ebensteins ord »revolutionerede hans liv«.

Selv om Keynes på det operationelle plan var dybt uenig med Hayek, så kunne han tilslutte sig en væsentlig del af hans filosofiske overvejelser. Og ildsjælen George Orwell, der selv engang havde marxistiske sympatier, gav ham øjeblikkelig sin varme støtte:

»Det kan ikke siges for ofte - i hvert fald siges det ikke nær ofte nok - at kollektivisme ikke er naturlig demokratisk, men tværtimod giver et tyrannisk mindretal en magt, som de spanske inkvisitorer ikke ville have drømt om«.


Karl Popper, som betragtede bysbarnet Friedrich Hayek som en nær ven, mente nogle af Hayeks idéer lå så tæt på hans egne i 'The Open Society and its Enemies', der udkom nogenlunde samtidig med 'Vejen til trældom', at han i teksten fik tilføjet datoen for afslutningen af sit manuskript, så ingen skulle kunne få en mistanke om, at han havde 'stjålet' fra Hayek.

Bortset fra de sidste af sine 93 leveår - han døde for ni år siden - blev hans gennemslagskraft som helhed begrænset. Han spændte heller ikke nær så vidt som for eksempel Keynes, men som liberal teoretiker i David Humetraditionen fik han afgjort betydning.

Som politisk tænker var han naiv. For eksempel foreslog han efter krigen, at Tyskland, Frankrig og Storbritannien skulle søge om optagelse i USA. Hans baggrund var og blev på godt og på ondt det Østrig, han forlod som 32-årig. Ganske som sin fætter, filosoffen Ludwig Wittgenstein, men vel at mærke uden at besidde hans orginalitet.