0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Middelalderens atomkrig

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den Sorte Død. Bare navnet vækker mareridtsagtige billeder om middelalderlig gru og lidelse, man ser Bergmans 'Døden' vandre på stranden på jagt efter nye ofre. Det var da også næsten helt ubegribeligt forfærdeligt. Pesten, der hærgede Europa i 1347-1350, dræbte omkring 20 millioner, over en tredjedel af kontinentets befolkning.

Dermed var pesten klart en af verdenshistoriens værste og mest brutale epidemier, reelt tåler den kun sammenligning med de europæiske sygdomme (kopper, syfilis etc.), der hærgede det amerikanske kontinent i 1500-tallet, den spanske syge i 1918 og naturligvis aids.

En epidemi af det omfang kan selvsagt ikke undgå at påvirke samfundet og emnet for Norman F. Cantor, en af USAs førende middelalderhistorikeres nye bog, 'In the Wake of the Plague', er også netop at beskrive pestens konsekvenser.

Det er en god ide, og det lykkes i vidt omfang. Når det alligevel ikke er helt vellykket, er det fordi Cantor på bizar vis blander sin omfattende viden og flydende pen med uhyre spekulative teorier (f.eks. at pesten kom fra det ydre rum) og meget sælsomme kommentarer.

Men lad os starte med bogens styrker.

Meget naturligt for en angelsaksisk historiker fokuserer Cantor meget på England og har en række interessante, om end ikke altid nye pointer. For det første, og ret oplagt løste pesten i vidt omfang problemerne med at brødføde befolkningen.

Broderparten af de sultne munde var ganske enkelt kommet under mulde, først i midten af det 18ende århundrede kom England op på samme befolkningstal som før pesten. Den mindre befolkning bidrog også til etableringen af en gryende kapitalisme, og nogle af bogens bedste afsnit beskriver, hvordan de færre bønder gav de resterende mod til at kræve højere lønninger.

Kravene førte med tiden til bonderevolutionen i 1381, der, som Cantor skriver, var »det største proletar-oprør før det 18ende århundrede«. Oprøret blev ikke en succes, de uvidende eller naive bønder lod sig besnakke, og frem for en arbejderrepublik à la det hedengangne Sovjet blev resultatet en gryende kapitalisme, hvor skellet mellem rig og fattig voksede i takt med, at de rigeste bønder udnyttede krisen til at forøge deres besiddelser, og de fattige sank længere ned i armoden.


Men også de større europapolitiske magtstrukturer blev ifølge Cantor rystet af pesten, som især underminerede den engelske Plantagenet families drøm om at vinde hundredeårskrigen mod Frankrig og dermed skabe et britisk-fransk imperium.

I 1348 tog pesten Edward IIIs datter, prinsesse Joan, netop som hun skulle giftes med prins Pedro. Han var arving til det magtfulde Castilien, og alliancen skulle dermed forsyne England med et ståsted i Spanien til at presse Frankrig.

Med Joans død gik den plan i vasken. For at gøre ondt værre betød de føromtalte færre bønder også færre potentielle infanterister; igen en streg i regningen for Plantagenet familien, hvis hær satsede meget på netop infanteriet.

Allerværst for Englands muligheder for at vinde krigen var dog, at pesten splittede Plantagenet familiens vidtstrakte besiddelser og dermed satte scenen for 'rosenkrigen' mellem House of Lancaster og House of York, som var ensbetydende med 25 års distraktion fra kontinentet.

Tilsammen bidrog pesten således ifølge Cantor til at slukke drømmen om et forenet anglo-fransk imperium, og i 1440erne tabte England stort set alle sine franske besiddelser. Om det er helt så klart er muligvis tvivlsomt, men Cantors beretninger er indsigtsfulde og giver en interessant vinkel på striden.


Ved siden af diskussioner af de større historiske konsekvenser af pesten er Cantor også detaljens mand, som med en række levende eksempler fremmaler en tabt tid og viser, hvor helt fundamentalt anderledes livet var dengang. Kvinder blev sjældent over 30 år; da en siciliansk prinsesse fik barn som 40-årig, blev det betragtet som et decideret mirakel.

Kosten var også noget anderledes end i dag, for de rige stod den på kød, kød og atter kød, i mængder man vanskeligt forestiller sig. Optegnelser fra velstående munkeklostre viser, at et kilo kød om dagen ikke var usædvanligt i gode tider.

Ved siden af de kulinariske beskrivelser leverer Cantor også et væld af juridiske anekdoter, der viser, hvor forbløffende juridisk reguleret samfundet var allerede dengang.

Når bogen alligevel ikke er rigtig vellykket, skyldes det Cantors mange meget mystiske og uunderbyggede synspunkter, der har sneget sig ind i teksten, og skæmmer den betydeligt.

Et par eksempler: Cantor skriver meget rigtigt, at kvinder dengang var udelukket fra højere uddannelser, hvorefter han umotiveret tilføjer, at »de fleste kvinder fra bedrestillede familier levede behagelige og komfortable liv, meget som mellemklasse forstadsfruer i nutidens USA«.


Man skal ikke være ravende feminist for at mene, at det måske ikke er helt det samme. Jødeforfølgelserne, som fulgte pesten, hvor tusinder af jøder omkom efter beskyldningerne for at have spredt sygdommen, får den kommentar, at der burde forskes mere i, hvorvidt de jødiske ledere gjorde tingene værre for dem selv.

At det skulle være tilfældet underbygges ikke, men påstanden tjener som en slags forklaring af pogromerne. »De var nok også lidt ude om det«, synes Cantor at antyde, selv om han retfærdigvis også peger på andre forklaringer.

Oven i de sære personlige kommentarer kommer en lang række forstyrrende generaliseringer, som f.eks. at datidens adel »ikke var særlig reflekteret«.

Resultatet er, at man efter endt læsning lukker bogen med en følelse af at være blevet lidt klogere, men især sulten efter en bedre bog om Den Sorte Død. For spændende er det.