Rikke Schubart har førertrøjen, når det drejer sig om filmisk gys og gru. Af samme årsag er 'Verdens 25 bedste gyserfilm' også blevet en på mange måder inspirerende gennemgang af genrens bedste og mest hårrejsende eksempler. Men selv om genren er bredt defineret, er udgivelsen samtidig et eksempel på svagheden ved Rosinantes '25'-koncept, når fokus i denne form for con amore -ekspertise indsnævres. Klaus Lynggaards 'Verdens 25 bedste rock- og popalbums' opridsede en sammenhængende rockhistorie fortalt i punktnedslag. En sådan historie med sammenhæng fortæller Schubart ikke. I stedet for en gysets historie bliver resultatet en række entusiastiske handlingsreferater, hvor de analytiske pointer ofte må gentages. Uden at være ekspert på området synes jeg, at udvalget virker overbevisende, og bl.a. Schubarts gennemgang af 'En amerikansk varulv i London' og 'Henry: Portrait of a serial killer' lever fint op til målsætningen om at skærpe læserens appetit på gys og gru. Men den noget overfriske stil, gentagelsen af pointer og en hang til hurtige generaliseringer i tekster voldsomt domineret af handlingsreferater bliver til gengæld i længden trættende. At se debatten om forholdet mellem ekstrem videovold og volden i virkeligheden udelukkende som »en angst for nye medier og nye fortælleformer«, forekommer lige kækt nok. Også kvinders seksualitet er mere kæk, end de måske selv aner. Ingen kvinder kan ifølge Schubart nemlig modstå den totale hengivelse fra en Mr. Hyde, og det er nam-nam, når en seriemorder kan præstere igen og igen »for hvem drømmer ikke om det?«. »(Sex)livet ville være langt, langt kedeligere uden gyserfilmen«, konkluderer hun om 'Hellraiser'. Eller er det omvendt?