Hvis øjnene er sjælens spejl, er hænderne så kroppens? En sådan opfattelse af hænders betydning kunne godt ligge til grund for Tove Pedersens portrætbog. For i fotobogen 'Hånd om livet - 24 portrætter fra en egn' har fotografen ud over at portrættere en række kendte og ukendte personer på Mols-egnen valgt at fortælle deres historie ud fra hændernes udtryk og dermed, hvad personerne har valgt, deres krop skal udføre som profession. Hænders udtryksfuldhed som en del af portrættet er set før. Blandt andet i portrætter af den amerikanske maler Georgia O'Keeffe, hvor det er måden, hvorpå hun holder om en skulptur, der giver fotografiet dets raffinement. I Tove Pedersens bog er det nok måden, der mangler. For den er meget kontant bygget op - som for eksempel når Troels Kløvedal ses i sit kontor og samtidig viser sin store næve, der holder hans søns lille hånd. Eller når smeden Arne Hansen ses med forbeholdne korslagte arme sat sammen med to arbejdsbeskidte hænder, der holder om et stykke værktøj. Så er det vigtigste for Tove Pedersen at fortælle, at hænderne tilhører en smed, eller en tovtrækkende verdensfarer. Alt, hvad der hedder abstrakt leg med hænder som form i rummet, har ingen betydning. Derfor tilfører denne bog ikke noget nyt til den foto-æstetiske udvikling. Til gengæld har den formentlig stor lokal betydning og er selvfølgelig et bidrag til den kollektive egnshukommelse. Vi møder en jordemoder, en maler, en kok, en snedker og så en stribe mere eller mindre kendte mennesker som glaskunstneren Finn Lynggaard, licentiat i nordisk litteratur Finn Storgaard, oversætter Rosemarie Løgstrup, som var gift med filosoffen K.E. Løgstrup, med flere. Rent portrætmæssigt har Tove Pedersen flair for at indfange personligheden i ansigtet. Men menneskene er ofte placeret i rodede omgivelser, hvor lyset er for dårligt, og desuden er billederne indimellem uskarpe. Yderligere klæder det ikke billederne at være blæst op, så de skæres igennem af bogryggen. Hvis de tilhørende tekster så havde haft en måde at gå i dialog med billederne på, så var niveauet nok blevet hævet. Men teksterne trækker billederne ned på et patetisk niveau, når ordene lyder som for eksempel til kunstmaleren Magda Høghs portræt: »Det at male er for hende en livsnødvendighed næsten som at trække vejret. Det er som et livslangt kærlighedsforhold på én gang stormende og krævende«. Som dokumentarisk materiale er bogen en vigtig kilde, men ellers er der ikke meget at komme efter.