0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hyæner på gaden

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

På forsiden på Nega Mezlekia's bog 'Notes from the Hyena's Belly' roser Nuruddin Farah den som »de bedste etiopiske memoirer jeg nogensinde har læst«. Skammeligt ringe orienteret inden for etiopiske erindringer som jeg er, røbede det ikke meget om kvaliteten, men efter endt læsning kan jeg tilslutte mig anbefalingen.

Med en lidt gammeldags tone og en vellykket blanding af erindringer, legender og Etiopiens mindre lykkelige nyere historie, skærer Mezlekia gennem de velkendte ansigtsløse sultende horder fra tv, ind til et billede af individerne, deres håb og drømme.

Mezlekia, der nu bor i Canada, blev født i 1958 i byen Jijiga, øst for Addis Ababa og ikke langt fra Somalia, men universer fra Danmarks trygge kyster. Han bliver født ind i en barsk verden, lige fra starten er hans eksistens truet.

Kejser Haile Selassies hustru, dronning Menen er alvorligt syg, og hendes læge beslutter, at den rette kur er ofringen af nyfødte, uplettede og uberørte børn. Mezlekia slipper ved, at familien lader som om, at han har fået lavet huller i ørerne.

Ellers lever han indtil revolutionen i 1974 en forholdsvis beskyttet tilværelse i en kristen mellemklassefamilie. Beskyttet efter lokale standarder naturligvis; hyænerne lurer i byens gader efter mørkets frembrud, og på landevejen gør somaliske nomader tilværelsen usikker. Men det er en del af verdens orden, en forhadt skolelærer går så vidt som til at mene, at hjemløse på gaden er et klart tegn på, at der mangler hyæner.


Men mens Jijiga efter vestlige standarder nok er materielt fattigt, er det rigt på ånder, traditioner og interessante personligheder, og skildringen af dem er bogens stærkeste kort. I Mezlekias hus bor blandt andet husgæsten fru Yetaferu, en kvinde, der desværre ikke har tid til at arbejde, fordi hendes kristne tro er så stærk og hendes udvalgte helgener så mangfoldige, at alle 365 dage er helligdage, faktisk er året tre dage for kort til at rumme dem alle. Arbejde er der med andre ord ikke stunder til.

I skolen underviser Memrae Beyene, en benløs munk som slæber sig rundt i en sæk og med gammeldags pædagogiske metoder forsøger at banke det snirklede Amharic alfabet ind i hovedet på de små poder. En vanskelig opgave, alfabetet har 268 tegn, inklusive mange for samme lyd ('k' i 'kys' er forskelligt fra 'k' i 'konge.')

Skolegangen keder Mezlekia, der fordriver tiden med en række drengestreger. Det er en stor fejl, hans mor beslutter nemlig at tage ham til en medicinmand for at helbrede ham. Kuren er grum; efter først at være blevet bevidstløs af røg bliver han pakket ind i en nyslagtet geds krop, hvor han i en uskøn blanding med dens forskellige kropsvæsker befries for de onde ånder der har fået ham til at lave unoder.


Løjerne får en brat ende da Mezlekia kommer i gymnasiet og det går op for ham, at Etiopien under Haile Selassie i realiteten er et undertrykkende feudalt samfund. Han er med til at arrangere Jijigas første demonstration, og mærker nu med ét styrets brutalitet. Men tiden er mod regimet, og efter at have forsøgt at hemmeligholde en hungersnød, der tager livet af over 200.000, falder det et par år efter og afløses af en militærjunta.

Ikke at det er nogen forbedring, juntaen indfører med tilsvarende brutalitet 'videnskabelig socialisme' og tager derefter fat på udrensningerne, kampene med rivaliserende grupper og interne stridigheder. Landet var, som Mezlekia skriver, »begyndt at fortære sig selv«. Desværre er denne ellers interessante del af bogen langtfra den bedste. Skrivestilen bliver tør og leksikal, når Mezlekia beskriver kampene og stormagternes spil.

Først tre år længere henne, i 1977 da Jijiga er belejret af somaliske tropper, formår han igen at gøre kampene og ulykken til andet og mere end tal i en statistik. Mens Mezlekia hjælper de flygtninge, der strømmer ind i byen, møder han en kvinde, der sidder og stirrer tomt frem for sig. Da hun flygtede, kunne hun kun tage to ud af sine fem børn med. De andre blev efterladt.


Det er den slags små glimt af gru, som bringer de hundredtusinder ofre til live, og der er ikke helt nok af dem. Efter at Jijiga rømmes søger Mezlekia tilflugt på universitetet i Addis Ababa, en strategi der virker nogle måneder, før kampene og udrensningerne også begynder at skylle ind over universitetets amerikansk-støttede biblioteker og Kennedy-buster.

Mezlekia slipper helskindet fra blodbadet ved at blive overført til en landbrugsskole i en lille by, og da han i 1983 får et stipendiat til et hollandsk universitet, undslipper han for alvor. Da har han mistet sin bedste ven, begge forældre, været i fængsel gentagne gange og set talløse blive skudt uden grund. Han har aldrig siden været tilbage i Etiopien.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce