0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forbrydelse eller bøn?

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Om morgenen 9. januar 1993 myrder en franskmand sin kone og to børn. Umiddelbart bagefter tager han hjem til sine forældre og myrder også dem. Retssagen mod Jean-Claude Romand, morderen, bliver en af de mest omtalte i nyere fransk retshistorie og ender med, at morderen idømmes livsvarigt fængsel.

Der opstod straks i forbindelse med retsforhandlingerne den mest uhørte vantro og forbløffelse. Det viste sig nemlig, at manden gennem næsten 20 år havde løjet om sit erhverv over for sin familie og nærmeste venner, ja, overfor alle.

De troede, at han var læge, ansat som forsker i WHO i Genève - en pæn og lidt indesluttet mand. Men denne identitet var bygget op på løgne og fortielser.

I virkeligherden var Jean-Claude Romand aldrig nået videre end til andenårsprøven på det medicinske fakultet, og hans tætte forbindelser til Bernard Couchner og andre kendte franskmænd var et forbløffende - vi siger automatisk: et ynkeligt - falsum.

Økonomisk havde han klaret sig på samme måde ved at lyve og bedrage, indsætte den brat afdøde svigerfars efterladte formue på sin egen konto og svindle med en venindes opsparede midler.


Teorien er, at 'lægen' efterhånden havde løjet så længe og så opfindsomt, at en afsløring ville ødelægge hans liv. En detalje var netop ved at bringe en sådan afsløring for dagen - han havde forsvaret en skoleinspektør og var kommet på kollisionskurs med de andre medlemmer af den lokale skolebestyrelse.

Selv om Jean-Claude Romand aldrig havde gjort noget særligt indtryk på nogen, vakte hans holdning opsigt. Og hans likviditet var efterhånden bragt i bund. Han havde fundet en veninde - måske en elskerinde - og måske var hans kone ved at få færten af hans bedragerier.

I hvert fald: Han slog sin kone ned med en kagerulle, skød børnene, skød sine forældre og satte ild til huset, idet han næsten til det sidste hævdede, at en fremmed måtte have været inde i huset og gjort alt det forfærdelige.

Hvem var Jean-Claude Romand? En Peter Lundin-type? Et religiøst menneske? En sindssyg? Eller et menneske - som vi andre?

Det er forfatteren og journalisten Emmanuel Carrère, som i minutiøs dokumentarisk form skildrer morderen med alle hans livs detaljer i en eftersøgning af identitetspunktet - hvem var Jean-Claude Romand?

Og hvem er forfatteren selv? Er der lighedspunkter - kunne man nogensinde selv manøvrere sig gennem et helt livs løgne og stadig bestå som et individ? Eller er der en indre modstander, som først skal overvindes? Og som aldrig vender tilbage?


Det, som undrer læseren, er først og fremmest den utrolige tillid, hans familie og venner viser ham. I næsten tyve år bliver hans faste ansættelse i WHO aldrig draget i tvivl, og hans pengemanipulationer bliver aldrig afsløret. Man er tilfreds: Jean-Claude er en venlig mand.

Hans nærmeste ven er selv provinslæge, hans veninde er psykolog - ingen af dem har nogen mistanker. Af og til har de medlidenhed - han lyver også om sit helbred og påstår, at han lider af kræft - men en mistanke til hans identitet har de ikke.

Det er her, Emmanuel Carrère sætter ind - hvordan vurderer vi andre menneskers eksistentielle jeg-dannelse? Tvivler vi nogensinde på, at de essentielt - fraset mindre og kun småpinlige løgne - er dem, de udgiver sig for at være? Tvivler vi nogensinde på os selv?

Emmanuel Carrère kan ikke få sig til at skrive »kære Jean-Claude« til den fængslede, og hans undren kæmper ulige med hans foragt.

Men det essentielle spørgsmål er, om der også er en katolsk redning for femdobbelte mordere, og om en femdobbelt morder kan græde glædens tårer i sit fængselsliv - eller om også 'glædens tårer' er en fiktion, et postulat, en fabrikation til de naives fortsatte overlevelse.

Morderen har besøgsvenner i fængslet, ja, morderen er tæt på at være afholdt. Morderen citerer Paul Claudel og Albert Camus, og vi ved, hvad der citeres, men ikke hvem, som citerer.

Det er det springende punkt: Vi forstår simpelt hen ikke, hvordan et menneske kan komme så langt ud af menneskeham og stadig holde sammen på noget, der for andre udgør en autentisk 'menneskemaske'. Et kostume, et 'jeg'.


Optrevlingen af Jean-Claude Romands (på mange måder meget småborgerlige liv) er spændende og holder en fanget i en knude mellem nysgerrighed og vantro - og foragt: en foragt, som forfatteren klart deler uden at kunne frigøre sig fra spændingen.

På et tidspunkt, da morderen er forfængeligt interesseret i hans bog, lægger han den fra sig i lede. Men han genoptager den - ude af stand til at løse det spørgsmål, han ville besvare: hvem er morderen?

Bogen ender med at blive en dokumentarisk gåde for forfatteren selv: Enten er forfatteren selv en moralsk forbryder, eller også er han omvendt.

Læseren forbliver ganske vist koldt uden for det spørgsmål - o.k., vi ville aldrig have accepteret løgnene, vi ville have vidst bedre fra dag 1.

Men hvem er vi så?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce