Gyda Hansen har talent. Også talent for at ødelægge sit liv. Historien om Gydas selvhad og selvglæde, hendes nedture og opture, hendes omflakkende liv med flasken som sin bedste og værste ven er en alkoholikerberetning, skrevet af en ædru og velbegavet pige, der tidligt blev til besvær for sig selv og lærte sig at smile og drikke tæt som undskyldning. Hendes trang til flasken beskrives som en nød og ikke en lyst - men hendes barndom på Vesterbro har lagt grunden - en far, der drak, en psykisk ustabil og pligtopfyldende mor, et hjem med skænderier og ufred, en barndom af den slags, som lige straks er forbi, tror vi nok. Gyda Hansens erindring om barndommen er præcis og nøjagtig, skrevet i et sprog, som glider let og harmonisk, og som i virkeligheden er rystende læsning. Klovnesindet sidder stadig i skuespillerinden. Så får hun abort, så bliver hun gravid igen, så får hun abort, så bliver hun skilt og overlader den lille datter til manden, så er hun til fester og så er hun alligevel utilfreds - med hvad? Med livet. Så forlader hendes tredje mand hende. Så flytter hun. Hun er vred. Men ikke så bevidst, for hendes barndom er ikke af den lyseste slags. Hendes sind måske heller ikke. Hendes skildring af afvænning og omvendelse er tilsyneladende mild og god, men der er en bund af noget uforløst over disse dagbogsnotater. Et 'hvorfor' trænger sig på. Hvorfor holdt hun ikke ud og holdt fast på sine roller? Et stemningsleje, som er midt mellem sort humor og fortvivlelse, slår mærkeligt igennem og gør bogen uegnet for alle de drikkende, som så gerne vil ud. Måske er hun overfladisk. Det er nok det nemme ord, man vil bruge om hende. Bogen kan ikke bruges som mønster for en afvænning, man er for tæt på denne mærkelige pige, som vågner op i detentionen og taler giftigt om 1930ernes og 1940ernes misbrug af menneskeliv og selv lader sig misbruge. Men man er underholdt, og man spekulerer på forskellen i opvækst og muligheder. Gyda kunne være mig, tænker man. Det skyldes, at hendes ord er ejendommeligt uskolede og ærlige. Sådan går det, hvis man ikke tænker sig om og holder omverdenen og livet under ærbødigt opsyn. I dag er hun ædru. Om hun er lykkeligere, ved jeg ikke - hun skriver, at hun er - men præcis dér er gåden: Det afvænnede liv er ikke nær så spændende eller dramatisk. Noget ved hende indbyder til, at man drikker sammen med hende - en permanent utilfredshed med livet, som ikke vil det, hun selv vil. Kan man helbredes fra den last? Eller giver den sig bare forskellige udslag alt efter de sociale omstændigheder? Hun vil elskes, og hun bliver ikke elsket tilstrækkeligt. Det er denne konstante ubalance mellem krav og opfyldelser, som gør bogen spændende, uden at man kender slutningen.