Danmark har i alt 64.000 km strømmende ferskvand i form af bække og åer. Men heraf er 90 pct. blevet udrettet og reguleret i løbet af de seneste 100 år for at øge afvandingen af deres opland. Tidligere græsningsland og engområder til høproduktion blev naturligt gødet af åerne ved oversvømninger om foråret; men siden gik man over til dyrkning af korn og moderne foderafgrøder, som kræver andre forhold. De omfattende dræninger ved hjælp af grøfter i både landbrugsjord og skove har derudover ændret landet radikalt. De udrettede vandløb transporterer effektivt næringsstoffer ud af systemet, og det giver atter behov for gødning. Dertil kommer massiv forurening med spildevand fra byer og industrier, som tidligere dræbte livet i masser af vore åer. Men siden har vi fået amternes vandkvalitetsplaner samt en vandløbslov, som dog tolkes meget forskelligt fra kommune til kommune; og der er iværksat 1000 fysiske restaureringsprojekter med Brede Å og Skjern Å som de største. Og vist er der sket meget. Iltforbrugende spildevand med masser af organisk stof fra byer og industrier er intet stort problem længere, ligesom rationaliseringerne har indebåret nedlæggelse af mange lokale slagterier og mejerier. Meget er også blevet gjort for at nedbringe udledningen af ajle og mødding svand fra landbruget. Til gengæld er der masser af småforureninger fra spredt bebyggelse - de påvirker ganske vist især de mindre vandløb; men dem er der jo flest af, så helt godt går det ikke. Dertil kommer den generelle belastning med pesticider og gødningsstoffer fra landbruget - hvis effekter til gengæld er uafklarede, men i hvert fald ikke til det bedre. Men forbedringerne kan måles i en rigere fauna af smådyr og fisk, herunder de krævende laksefisk. Målsætningerne for realistiske forbedringer skønnes nu opfyldt for henved halvdelen af vore åers vedkommende, men man stiler mod 80 pct. Og man venter sig meget af EUs kommende Vandrammedirektiv. Flagskibene blandt disse tiltag er de nævnte restaureringer: genslyngning af åer, genskabelse af grusbanker som gydepladser for fisk etc. Men det er dyre sager, lige så bekostelige som de selv samme åers nationaløkonomisk motiverede ødelæggelse i sin tid. Generelt set får man derfor mere for pengene ved især at satse på en mere nænsom vedligeholdelse af åerne: dvs. ved ikke at beskære grøden så kraftigt og ved at spare bræmmer af bevoksning langs bredderne. Derved opsuges masser af næringsstoffer, ligesom genskabelse af sumpede oplande indebærer en massiv frigivelse af kvælstof til luften i kraft af sære bakteriers sindrige stofskifte. Også i Sydsverige excellerer man nu i genskabelse af sådanne vådområder for at mindske tilførslen af de kvælende næringsstoffer til kysten. Kvælende næringsstoffer? Jo, for den florerende algesuppe i overfladen spærrer for lyset til bundplanternes økosystem, ligesom algerne under deres nedbrydning opbruger al vandets ilt. Algerne frigiver ganske vist også ilt ved fotosyntese, men den ryger til vejrs og nytter derfor intet. Ja, det er en smuk, men af fagforeningerne helt miskendt pædagogik således at lade den enøjede lede den blinde. Men hvis De tvivler, kan De i stedet læse den både lækre og lærde bog 'De strømmende vande' med artikler om disse og relaterede emner. Ikke alt er godnatlæsning, ligesom der er meget fagspecifikke bidrag om diverse smådyrs krav og spredningsevne samt om vandløbsfaunaen i Ecuador sammenlignet med Danmark. Men mere specielt end en ny 'væsentlig' bog om en digter, minister eller retning er det vel ikke - og horisont handler som bekendt også om at vide, at alting findes, samt ydmygt holde kæft og være smuk.