Det er det 21. århundredes ikoniske billede. De to brændende World Trade-tårne, der styrter sammen et efter et. 102 minutter tog det, fra det første fly ramte nordtårnet, til begge tårne var styrtet sammen, og al-Qaeda havde indhøstet deres største succes nogensinde. Verden sad lamslået og overværede live supermagtens ydmygelse og tusinder af menneskers brutale død. Full monty Men hvordan var det set indefra? Det er det stof, thrillere er gjort af, og selv om de to New York Times-journalister Jim Dwyer og Kevin Flynns skildring af de 102 sidste minutter i World Trade Centers historie er minutiøst dokumenteret med alenlange kildelister og henvisninger, er resultatet en bog, man ræser igennem og ikke kan lægge fra sig. I hvert tilfælde hvis man som denne anmelder stadig er endeløst fascineret af begivenheden. Hos Dwyer og Flynn får man virkelig the full monty. Der er tekniske detaljer om bygningskonstruktionen for nørderne, gode skematiske tegninger over hvor flyene ramte, og hvad de ødelagde, og detailbeskrivelser af samarbejdsproblemerne mellem New Yorks politi og brandvæsen. Tyrkertro på tårnene Der er med andre ord svar på rigtig mange af de spørgsmål, man selv sad og undrede sig over hin dag for fire år siden. For eksempel hvorfor man ikke evakuerede folk fra tagene. Problemerne med den indlysende plan viser sig at være mange. Havnevæsnet, som indtil meget kort før 11. september havde ejet bygningerne, havde holdt dørene til taget låst for at forhindre selvmord. Computeren, der styrede dørene, var gået ned. Helikopterne kunne ikke lande på grund af røgen, og den massive varme gjorde det formentlig umuligt blot at stå stille længe nok til at hejse folk op - varmeudviklingen gør luften tynd og truer derved tilsyneladende helikopteres opdrift. Baggrunden for tyrkertroen på, at tårnene ikke kunne kollapse, bliver også oprullet. Allerede før tårnene blev bygget, indrykkede bekymrede sjæle annoncer i aviserne med tegninger af fly, der ramte tårnene. Men havnevæsnet forsikrede, at selv det største fly maksimalt kunne skabe en brand i syv etager, og påpegede, at alene vindbelastningen på en almindelig dag var langt større, end hvis et fly fløj ind i tårnet. Problemet var bare, at man undervurderede, hvor meget en sådan brand ville svække konstruktionen. Skæbnesvangre mangler Et andet problem var, at havnevæsnet som offentlig myndighed ikke var omfattet af byens byggeregulativ og derved kunne presse langt flere kontorkvadratmeter ind i etagerne end ellers. Mens Empire State Building har fem trapper og et brandtårn, havde det næsten dobbelt så store World Trade Center således kun tre trapper og intet brandtårn. Forskelle, som skulle vise sig skæbnesvangre for de hundredvis af mennesker, der blevet fanget i de øvre etager. Men bogens virkelige styrke er det multifacetterede billede, det lykkes de to journalister at tegne af tårnene og hele den kaotiske dag. Tårnene rummede nemlig meget mere end de finansfolk og advokater, der fyldte meget i mediebillede i tiden derefter. De var virkelig en by i byen, med butikker, kunstnere, restauranter, rige og fattige og mere eller mindre heldige. Uheldige var enhver, der befandt sig over 91. etage i nordtårnet, de omkom alle sammen. Livet i koncentreret essens Men måske er det i virkeligheden finansmanden Standley Praimnath, der bedst symboliserer det totale kaos, der herskede. Han skyndte sig ud af sit kontor på 81. etage i sydtårnet, da han så nordtårnet blive ramt. Blot for at blive sendt tilbage til kontoret af politiet, da han nåede lobbyen, med budskabet om, at »dette tårn er sikkert«. Knap var Praimnath imidlertid kommet ind ad døren, før United Airlines Flight 175 fløj direkte ind i hans kontor. Bogstaveligt talt. Vingen endte syv meter fra hans skrivebord og fangede ham der. Men Praimnath var blandt de heldige, andre på etagen hørte hans nødråb, og han kom ud og kunne fortælle sin utrolige historie. Andre var mindre heldige og måtte nøjes med at tage afsked med deres elskede over telefonen, og selv om man har hørt og læst mange af dem tidligere, er det bare fundamentalt rørende. De er der alle sammen. Manden, der ikke kan fange sin kone og må nøjes med at sige farvel til broren. Sønnen, der må høre fra moren, at det ene tårn er kollapset. Eller manden, der som det sidste fortæller sin kone, at han må afsløre den tur til Rom, han har købt til hende som en overraskelse. Livet i alle dets afskygninger, kogt ned til den allermest koncentrerede essens. Som uvægerligt får en selv til at tænke over, hvem man ville ringe til, og hvad man ville sige. Og hvor forfærdeligt det må være.