Gud er død, og vi keder os. Sådan er den helt korte udgave af pointen i Lars Fr. H. Svendsens fremragende essay 'Kedsomhedens filosofi'. Omkring 200-250 år har vi haft at vænne os til at være herrer i eget hus. Men det, der burde være oplysningens glædesbudskab, synes også til en vis udstrækning at have åbnet for en afgrund af meningsløshed. Oplysningen slog alle ydre autoriteter ned - ifølge Kant var vi nu henvist til at bruge vores egen forstand. Der var ikke længere nogen mening i verden, en sammenhængende fælles fortælling, der på forhånd skabte orden og retning i det enkelte menneskes liv. Som reaktion bød romantikken os at realisere os selv. Men den frie borger står i en verden, der er et enormt meningstomrum, som det er op til ham alene at fylde. Hvor skal han finde mening i en tom verden? Dette er problemet for de moderne mennesker, eller romantikerne, som Svendsen med rette kalder alle os individualiserede væsner. For det var romantikerne i den tyske by Jena, der først formulerede det moderne menneskes projekt, som et forsøg på individuelt at søge sin mening i tilværelsen. Denne »selvforskyldte utilstrækkelighed«, som Hegel kaldte den romantiske individualisme, vender sig mod os som ligegyldighed, en erfaring af mangel på forskelle i verden, en grød, en tåge, en sjælens ubehagelige vindstille - kedsomhed. Fagfilosoffen Lars Fr. H. Svendsen argumenterer godt for at kedsomheden har bredt sig de seneste godt 200 år, som følge af demokratisering og øget selvstændighed. Før i tiden var det kun beskåret konger og herrefolk at kede sig. Men med industriel produktion, fritid og kravet, der i dag hviler på alles skuldre, om at realisere sig selv, er kedsomhed blevet hvermandseje.