»Det var ikke længere mit USA«, skriver Jürgen Habermas, Tysklands største nulevende filosof, i 'Der gespaltene Westen' (Det spaltede Vesten) om sin oplevelse af USA et år efter 9/11. Reaktionen - Guantánamo og Homeland-Security-Department osv. - var for voldsom. Idealerne svigtes Og han konkluderer: »Skamløs propaganda og målrettet usikkerhed« har forledt flertallet af amerikanere til at lade sig rive med af Bush og svigte de politiske idealer, som USA blev grundlagt på. Idealer, som Habermas i øvrigt i bogen takker for at have lært som 16-årig under den amerikanske besættelse af Tyskland efter Anden Verdenskrig: Siden har »min politiske tænkning levet af de amerikanske idealer fra det sene 18. århundrede«, skriver han. Politisk motiv Habermas' stærke kritik i 'Der gespaltene Westen' af den amerikanske udenrigspolitik efter 9/11 har derfor ikke kun et filosofisk motiv. Når USA er bedst, er det til alles bedste. Dette USA, som Habermas har oplevet, vil han have tilbage. Med det stærke mandat, Bush lige har fået til at fortsætte sin politik, kommer han dog nok til at vente mindst fire år til. Bushs spaltende udenrigspolitik 'Der gespaltene Westen', som er det 10. bind af Habermas' såkaldte 'Små politiske skrifter', er Habermas, når han er bedst. Skrifterne er næsten letlæselige og så oplysende, at man får mod til at bruge sin egen forstand. I 'Små politiske skrifter', som udkommer cirka hvert andet år, bliver Habermas' vigtigste taler, interview og kortere artikler/essays samlet. I 'Der gespaltene Westen' er der fire interview, 3 kortere artikler og en ny lang (80 sider) artikel, som ikke tidligere har været trykt. I flere af skrifterne argumenterer Habermas overbevisende for, at det ikke er den nye globale terrorisme, som har spaltet Vesten, men derimod Bushs udenrigspolitik, som åbenlyst sætter magt over ret. Bush har jo både brudt folkeretten og tilsidesat FN i sin skelsættende krig i Irak og med sin doktrin om forebyggende angreb åbent forfægtet sin fremtidige ret til at gøre det igen. Sådan fortolker Habermas klart og tydeligt det folkeretslige grundlag, som vi også har debatteret i Danmark. Globalt anarki Kort sagt ser Habermas altså en spaltning i Vesten mellem lande, som fastholder retten som konfliktløsende princip i det globale samfund, og lande, som tilsyneladende har opgivet retten til fordel for et princip om magt efter »egne etiske værdier og moralske overbevisninger«. I spørgsmålet om krig taler den første gruppe af lande om legale eller illegale krige, den anden gruppe om retfærdige eller uretfærdige krige. Denne spaltning af Vesten (som ikke kun skiller USA og dele af Vesten i øvrigt, men også befolkningerne i de enkelte lande) er farlig, siger Habermas, dels fordi den faktisk svækker krigen mod terrorisme, dels fordi den åbner en afgrund under det skrøbelige retslige fundament for den fortsatte globalisering. Får USA og koalitionen af villige lande magt som agt, kan det ende med globalt anarki, advarer han. Verden er så kaotisk, at selv USA's magt ikke kan bringe (sin) orden i den. FN bør styrkes I den lange artikel 'Das Kantische Projekt und der gespaltene Westen' (Det kantianske projekt og det spaltede vesten) fastholder og fortolker Habermas det projekt for en såkaldt 'verdensborgerlig tilstand', som den tyske filosof Kant fremlagde i sin retsfilosofi (specielt i skriftet 'Til den evige fred', som er oversat til dansk) i slutningen af 1790'erne. Aktuelt ville en verdensborgerlig tilstand betyde, at menneskerettighederne var globalt retsprincip, og at konflikter mellem stater, herunder om udbredelsen af demokrati, blev løst juridisk med behørig inddragelse af de berørte stater. Konkret foreslår Habermas derfor, at FN bliver reformeret og styrket for at kunne sætte effektivt ind over for krænkelse af menneskerettighederne og angrebskrige. EU-eksperimentet Habermas vedgår, at den verdensborgerlige tilstand og en reform af FN har lange udsigter og i øvrigt er helt afhængig af USA, men han fastholder samtidig, at den ikke er utopisk. Således bliver EU i flere af skrifterne fremhævet som eksempel til global efterfølgelse. For EU er et eksperimentarium for den verdensborgerlige tilstand. Habermas argumenterer nemlig ikke for en global stat, men for et verdenssamfund af suveræne stater, som besinder sig på retslig regulering og anerkendelse af menneskerettighederne i en politisk forfatning. Vejen hertil går over skabelsen af flere unioner i resten af verden efter europæisk forbillede. Derfor er det afgørende, siger Habermas, at EU ikke bliver spaltet. Et dansk forlag burde oversætte det bedste fra 'Der gespaltene Westen' og de to forrige bind små politiske skrifter, 'Zeit der Übergänge' (2001) og 'Der postnationale Konstellation' (1999). I en kold krigstid ville det kvalificere debatten om Danmarks rolle i EU og i globaliseringen.