Hvad driver unge andengenerationsindvandrere ud i voldelige konfrontationer med det danske samfund? Hvordan har radikale islamister kunnet vinde fodfæste i de vestlige samfund og været i stand til at hverve folk til terroristiske selvmordsaktioner? Der er naturligvis ingen enkle svar på disse påtrængende spørgsmål. Men den tyske socialfilosof Axel Honneth, der har overtaget posten som direktør for det verdenskendte Institut für Sozialforschung i Frankfurt efter Jürgen Habermas, kan hjælpe os på vej til en bedre forståelse af nogle af de sociale årsager til disse samfundsproblemer. I tekstsamlingen 'Behovet for anerkendelse', der vel nærmest må betragtes som en række velvalgte smagsprøver på hans hovedværk fra 1992, 'Kampen for anerkendelse', hævder Honneth, at mennesket kun kan udvikle en stabil og holdbar identitet, hvis det møder anerkendelse fra sine omgivelser. Mennesket har et iboende behov for at blive anerkendt af sine artsfæller. Honneth skelner imellem tre former for anerkendelse: for det første den anerkendelse, man kan opnå igennem følelsesmæssig kontakt i intime relationer, for det andet den anerkendelse, man opnår ved at blive betragtet som et moralsk tilregneligt medlem af et samfund, og endelig for det tredje den anerkendelse, der knytter sig til social værdsættelse af ens præstationer og evner - typisk på den måde at man bidrager til fællesskabet i form af formelt organiseret arbejde. Disse tre former for anerkendelse understøtter udviklingen af henholdsvis selvtillid, selvagtelse og selvværd hos det enkelte menneske.
I samfundets skammekrog
Lyt til artiklen
