Hvis De oplever en browser, som visuelt 'flænser' designet på hjemmesider, en søgemaskine, som erstatter racistisk og pornografisk indhold med alternativ information eller telestyret vanding af en plante, så har De nok mødt et digitalt kunstværk. Selv om den digitale kunst og netkunsten mere specifikt har eksisteret i mere end henholdsvis et halvt århundrede og et tiår og har været omgivet af en vis hype, er begge fænomener nok stadig uopdagede og uforståelige for de fleste både lægmænd og fagfolk. Og ikke uden grund. Hverken den digitale kunst eller netkunsten arbejder med fysiske materialer, som vi kender dem fra maleri, skulptur og installationskunst, men med data og pixels, uendelige strenge af nuller og ettaller, og programmering af computere. Dobbelt gevinst I værker som verdens første kollaborative sætning eller en koncert, hvor ringetoner på publikums mobiltelefoner udgør instrumenterne, handler det om software frem for hardware. Værkerne udfolder sig i og distribueres via digitale kanaler og virtuelle rum (med eller uden forbindelse til den fysiske virkelighed) og opleves på skærme, ofte uden for kunstinstitutionens etablerede rammer. Set i forhold til tidligere udgivelser om emnerne vinder de to introduktionsbøger ved deres grundige og sobre kortlægning af de to felter. De gør op med feltets teknologiske obskurantisme og subkulturelle indforståethed og fungerer på den måde ikke bare som en introduktion til felterne, men også som en åbning af felterne mod en bredere kunstdiskussion, og et bredere publikum ikke mindst. Denne dobbelte gevinst skyldes de to skribenter Christiane Paul og Rachel Greene. De har siden slutningen af 1990'erne hver især som henholdsvis kurator og skrivende ydet væsentlige, succesfulde indsatser for at integrere den digitale kunst og netkunsten i den etablerede kunstinstitution. Med stadig gevinst for alle parter. Overgangsfase Paul og Greene er vigtige figurer i den overgangsfase fra kuriøst appendiks til vægtig medspiller på samtidskunstens scene, som den digitale kunst og netkunsten befinder sig i for øjeblikket. Derfor giver det god mening, at det lige netop er de to, som står for disse to første generelle introduktioner. Mens Pauls tilgang er formel og tematisk (den skarpest motiverede) og Greenes historisk og kategoriserende, så er beskrivelsen af værkerne, og ikke teorien om dem, i centrum hos begge. Desuden er de fleste værker illustrerede, så man kan danne sig et tilfredsstillende, men selvfølgelig ikke fyldestgørende indtryk af dem. Selvsagt opfordrer begge bøger mere eller mindre direkte til, at man sætter sig ved en computer og 'læser' videre med værkerne selv. Et privilegium og potentiale, som bøger om andre kunstformer ikke har. Derudover indeholder bøgerne faktamættede passager og lister, så man kan bruge dem som deciderede opslagsværker. Med andre ord en klar anbefaling. Interesserede kan klikke på her.