Når historikere som Søren Mørch eller Uffe Østergård antyder, at nationalstaten Danmark er et forbigående fænomen, som blev til engang i 1800-tallet og egentlig allerede har udspillet sin rolle, stemples de gerne af 'folket' som arrogante og elitære. Måske er de endda bestukket af EU til at undergrave danskheden! Skyttegravskrig Jo længere tilbage vi kan spore 'danskheden', jo længere vil den vedblive at være til, synes devisen at være. Mens historikerne omvendt antager, at jo kortere liv, nationen har haft, jo lettere er det at opgive den til fordel for europæisk integration. Logikken er ikke tvingende: Man kunne vel lige så godt antage, at en gammel nation havde haft sin tid, eller at en ung havde mange gode år endnu. Men i en skyttegravskrig som den danske kulturkamp har logik og argumenter det svært. Folk, nation og demokrati Ove Korsgaards bog 'Kampen om folket', som vil give »et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år«, burde kunne hæve debatniveauet. Hans emne er forholdet mellem nøglebegreberne folk, nation og demokrati fra reformationen til vor tid eller med andre ord samspillet mellem tre definitioner af folket, nemlig den politiske (græsk demos), den kulturelle (ethnos, dvs. nationen) og den sociale (folket som pléthos, dvs. almue, eller mere negativt 'plebs' og 'pøbel'). Han er dog udmærket klar over, at hans tre begreber er »flettet godt og grundigt ind i hinanden« og tit sammenblandes i debatten. Mange bolde i luften En ordliste viser instruktivt de forskellige sammenhænge, ord som f.eks. 'folkehold', 'folkestyre' og 'folkeviser' er opstået i. 'Folkets arkiv' kaldte Herder de tyske folkeviser, men: »Med folk mener jeg ikke gadens pøbel, for den kan hverken digte eller synge«. Føjer man dertil, at Korsgaard bygger på tre sæt af kilder, dels begrebshistoriske (hvordan definitionerne ændredes over tid), dannelsesteoretiske (tekster af bl.a. Luther, Rousseau, Herder og Grundtvig) og identitetspolitiske (fortolkninger af, hvad det ville sige at være borger og folk i Danmark fra Peder Palladius over Monrad, Grundtvig og Brandes til Julius Bomholt og Hal Koch). Og at han i øvrigt væver Danmarks sociale og politiske historie ind i fremstillingen, så begynder der at være mange bolde i luften. Multinational fyrstestat I de enkelte afsnit er de ofte komplicerede idébygninger fremstillet klart og koncist, støttet af præcise, velvalgte citater - man mærker den trænede højskolelærer. Det er over de større stræk, at læseren kan risikere at miste orienteringen. Bedst egner bogen sig nok til at blive gennemgået i en studiekreds. Men det betyder ikke, at der ikke er klare konklusioner i bogen. De går bare på tværs af den hidtidige debat om danskheden. Korsgaard erklærer sig nemlig uenig både med Søren Krarup og Søren Mørch (hvis kontrafejer næppe tilfældigt er placeret på to sider over for hinanden). På den ene side har Danmark ikke altid været en nationalstat; det var noget, landet blev, i en proces der kan både beskrives og dateres. Længe forblev det danske monarki en multinational, kristen fyrstestat bygget på 'husstanden', som over sig havde kongen og Gud (og typisk også en godsejer - det er ikke tilfældigt, at Peder Palladius over for bønderne kalder Gud en »herremand over alle herremænd«). 'Folk' betød for det meste tyende og tjenestefolk. Romantiske ideer Udviklingen frem mod de tre moderne folkebegreber begynder i 1776 med indfødsretten, der gav statsborgerskab til alle, der var født i monarkiet, danskere, nordmænd og holstenere. Med tabet af Norge i 1814 og opkomsten af kulturel nationalisme skærpedes modsætningen mellem danskerne og slesvig-holstenerne, som begge hævdede at ville have en 'ren' nationalstat, men samtidig brugte historiske argumenter for at sikre sig det 'blandede' Slesvig. Romantiske ideer om sammenhængen mellem sprog og nation faldt fra 1849 sammen med det nye demokratis krav om alles mulighed for at tage del i den politiske debat, og med nederlaget i 1864 fik vi så endelig den eftertragtede nationalstat uden skygge af tyskere (men til gengæld med et dansk mindretal syd for grænsen). Det var i denne stat bønder og senere arbejdere tilkæmpede sig politiske og sociale rettigheder. Dagens humanistiske mantra På den anden side tror Korsgaard ikke på, at hverken indvandring, globalisering eller europæisk integration vil gøre det af med det danske folk. Helt tryg synes han dog ikke at være. For i Danmark var opkomsten af nationalstaten (krigen 1848-51) og demokratiet (grundloven 1849) uløseligt sammenvævet, og den nationale ensartethed førte til lav kulturel tolerance, f.eks. over for sprogforskelle. Da vi heller ikke har haft erfaring med føderale systemer (som i Tyskland og USA), har vi nu særlig svært ved at acceptere, at den politiske identitet ikke længere falder sammen med den kulturelle. Det skyldes dels den europæiske integration, som betyder, at ikke alle politiske beslutninger nu træffes i nationalstaten, dels at en del af de nye 'etniske minoriteter' ikke føler sig som kulturelle danskere. Korsgaard mener, at det, vi skal gøre, er at tilføre begrebet folk 'nye betydninger' og - dagens humanistiske mantra - at finde på nogle 'nye fortællinger'. Profetens folkelige foredrag Måske kunne vi begynde med en fortælling, som Korsgaard kun lige strejfer, men som er af central betydning. Bogen ville, siger han, have fået et helt andet perspektiv, hvis den havde fokuseret på almendannelse i stedet for folkedannelse, men almendannelsen var begrænset til gymnasiet og universitetet, hvorimod »der var sammenfald mellem højskolens kernebegreber og dem, der indgår i ... den demokratiske nationalstat«. Men det var jo netop ulykken. Grundtvigianernes bragesnak og selvsmagende danskhed kom til at definere dannelsestænkningen; eksakte videnskaber og kontakter med andre sprog og kulturer blev betragtet som noget ligegyldigt, om ikke positivt udansk. Med Korsgaards egne formuleringer: inden for folkeoplysningen blev 'akademiske forelæsninger' (hvor en 'ekspert' oplyste om noget endnu ikke kendt og derved bibragte tilhørerne ny viden) udkonkurreret af 'det folkelige foredrag' (hvor en 'profet' fortalte om noget allerede kendt for at vække eller bekræfte folkets bevidsthed om sig selv). Venstres sabotage Nu bidrog både nationalliberale og kulturradikale akademikere faktisk også til folkeoplysningen. Men kulturkampen mellem Grundtvig på den ene side, Madvig og senere Brandes på den anden, trak lange spor i dansk historie (se Jesper Eckhardt Larsens Kronik 6. august 2004). Da Venstre kom til magten i 1849, gjorde de, hvad de kunne for at sabotere latinskolen, universitetet - og Nationalmuseet, som Jørgen Jensen har vist det i sin bog 'Thomsens Museum' - fordi de betragtede disse institutioner som 'fjendens' og koncentrerede sig om egne bastioner: seminarierne og højskolen, som Socialdemokratiet senere gjorde det om aftenskolen og arbejdsmarkedsuddannelserne. For ikke at tale om de 'friskoler', der har gjort, at der i dag går flere elever i privatskole i Danmark end i England - på afstand af folket, men naturligvis med massiv statsstøtte. Sovjetisk planøkonomi i Danmark Nu har Venstre så fundet på en ny taktik: at udpege en minister for universiteter og forskning, som har ringe interesse for eller viden om feltet, og som i verdens sidste eksempel på sovjetisk planøkonomi dikterer, at det ikke må koste mere at uddanne en studerende end en elev i folkeskolen. Glem alt om forskningssatsning og universiteter på internationalt niveau. Man vil tale meget om det, men de nødvendige bevillinger vil aldrig komme. De små ti milliarder, vi i øjeblikket driver 11 højere læreanstalter for, synes Helge Sanders bagland nemlig allerede er en grov hoben penge (skønt det på et amerikansk eliteuniversitet knapt kunne betale 11 institutter). Og det ser ikke ud til, at friskolekonstruktionen med dens kombination af statsstøtte og brugerbetaling, der angiveligt er hjertet i det danske skolesystem, vil blive udbredt til universiteterne. De er jo ikke folkelige. Almendannelse kontra folkedannelse I modsætning til det kulturradikale hegemoni, der kun eksisterer i Søren Krarups fantasi, havde og har det grundtvigianske hegemoni politisk magt. Det har ikke blot legitimeret en brovtende selvtilfredshed og en fundamental mistænksomhed mod alt fremmed, hvad der for så vidt kan være galt nok. Men det har også promoveret en nedladende holdning til videnskabelighed og faglighed, som vil ramme os hårdt i de kommende års skærpede globale konkurrence. Måske skulle nogen overveje at give os den bog om almendannelse kontra folkedannelse, som grundtvigianeren Korsgaard forståeligt nok er veget tilbage fra at skrive.