Som arkitekturteoretiker og -forsker ligner Carsten Thau – professor ved Akademiets Arkitektskole – ingen anden i sin egen boldgade. Det specielle ved ham er, at han slet ikke er nogen typisk specialist. Han har ikke ét område, han som forsker dykker ned i. Han har adskillige. Med ’Arkitekturen som tidsmaskine’ – som er en samling essays, artikler og forelæsningsmanuskripter af forskellig længde – har han gjort en slags status over store dele af sit forfatterskab og samlet overvejelser over en arkitektur, der i sin form, struktur og funktion er forbundet med alt, hvad der på nogen måde kan kaldes menneskeligt.
Altså en arkitektur, der fungerer som et næsten maskinelt produkt af en epokes særlige sociale og kulturelle betingelser. Associationer i alle retninger Carsten Thaus nye bog har derfor nok bygningskunst som hovedtema, men den har det i videste forstand. Men man ville tage gruelig fejl af hans forhold til arkitektur, hvis man forventede, at bogen stringent besindede sig på dette ene tema, som så meget andet kunsthistorisk litteratur gør det.
