0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En sang om en mand, der hed Hansen

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Han blev nationalmonument. Hans roman 'Løgneren' blev solgt i ekstremt store oplag, og den blev læst. Senere blev den læst lidt mindre. Oplagene var jo så store, at skulle de ændres, kunne det kun blive til det mindre. Tiderne skifter.

Men i modsætning til andre forfattere har Martin A. Hansen været omgivet af en falanks af læsere, der ikke bare er blevet vrede, når interessen flyttede sig til andre forfattere, men som også mente, at det partout måtte være nogens skyld.

Snart var det de kulturradikale, der berøvede Martin A. Hansen hans retmæssige læserunderlag, snart var det marxisterne. Eller også var det skolen. Eller tidsånden. Hvis man ikke lige huskede at tale om ham, så var det »den oppositionelle tavshed fra 1970erne« som en af forfatterne til 'Efterskrifter' skriver. Eller det var på grund af »det udvidede tekstbegreb i danskundervisningen«, som en anden mener.

Nogen er i hvert fald skyldig i »den særdeles virkningsfulde strategi: tavshed«, som den ene redaktør fastslår.

Nu ser konjunkturerne ud til at ændre sig. I 1999 udkom Martin A. Hansens dagbøger under stor opmærksomhed. Og i stedet for en efterskrift til den udgave udkommer nu hele 16 efterskrifter i en bog for sig.

Ved planlægningen af dette imponerende opbud har tilrettelæggerne af bindet gjort et kup. De har sikret sig efterskrifter om Martin A. Hansens dagbøger fra så fremtrædende og forskellige forfattere som Pia Juul, Tage Skou-Hansen, Per Højholt og Jørgen Gustava Brandt.

Uheldigvis viste det sig, da trykstart nærmede sig, at ingen af dem af en eller anden grund var i stand til at levere. Altså endnu fire slyngler, oven i købet navngivne, der har gjort sig skyldige i denne virkningsfulde strategitavshed.

For Gustava Brandts vedkommende har man bødet på manglen ved at optrykke en ti år gammel artikel - som er gået hen og blevet en af bindets bedste. Den er nemlig en gennemgang af det interessanteste ved Martin A. Hansen, forfatterskabet, tilmed en af de fine.

I et kort efterskrift til efterskriftet tilføjer Brandt efter at have læst dagbøgerne, at han især er studset over tre ting: deres forpinthed, mandens forbrug af drugs samt det mylder af ideer, der dukkede op på dødslejet. Andre konstaterer med nogle flere ord det samme.


Jeg mødte nationalmonumentet live en enkelt gang i min skoletid. Han rejste rundt og holdt foredrag om sin research til 'Orm og Tyr'. Jeg var sikkert for lille til at få noget ud af foredraget, men jeg husker da, at der fra monumentet emanerede et mulm af alvor.

Det var på den tid, At Tænke Sig kaldte ham Jostin Va. Jansen for at vise, de godt vidste, det var efter 'Kongens Fald's digter, Jens Alfred Martin Hansen have plagieret sit pennenavn. Det skulle man heller ikke gerne nævne for hans andægtige fans i 1950erne og 60erne. Det krævede kort sagt lidt overvindelse at nærme sig denne Hansen, hvis man befandt sig på afstand af ham.

Ikke alle disse efterskrifter gør opgaven lettere, nogen tværtimod. Det er svært at lade være med at fnise, når en beretter - ganske vist anonymt og på anden hånd - om folk, der i ramme alvor mener, at hvis Martin A. Hansen havde levet, så havde han ene mand nok fået forpurret både ungdomsoprøret og Danmarks indlemmelse i EF 1972.

Andre beretter begejstret om, hvordan læsningen af dagbøgerne har fået ham til at fremstå helt menneskelig. Dagbøgerne viser, at han minsandten kunne more sig med sine børn, at han var evigt bekymret for karrieren og økonomien, kort sagt at han var menneskelig.

De efterskrifter jeg har haft mest ud af, er dem der hæfter sig ved detaljer i dagbøgerne angående de litterære værker. Henrik Ljunggren opdager, at man tidligere har fejllæst Hansens arbejdsnotater om, hvad han vil med den skrækkelige Natanael, som han indførte i 'Løgneren'.

Thorkil Borup Jensen gør interessante iagttagelser om Hansens forestillinger om pædagogik i dagbog og roman. Knud Sørensen bruger dagbøgerne til at finde det punkt, hvor forfatterskabet træder i karakter. Erik Svendsen får meget ud af at se dagbøgerne som en art Løgnerrromaner.

Også andre end han er inde på det arrangerede ved dagbøgerne. Anders Thyrring Andersen mener, at det netop er det redigerede præg dagbøgerne har, som »gør Martin A. Hansen så utrolig moderne«.


Det sidste, tanken om Hansens nutidighed, plager flere af bidragyderne. Pressens generøse modtagelse af dagbøgerne tolker de som tegn på, at fortielses-konspirationen nu endelig er slut.

Men hvorfor, hvad er denne afslutning tegn på, hvori består Hansens aktualitet? Ikke kun misbrug og stress gør ham til en af vore. Også hans kristne modernisme er ifølge Anders Thyrring Andersen både hans egen og vores epokes »adækvate udtryk«.

Tjah. Martin A. Hansen er en god fortæller. Han kløjes i modernismen i 'Midsommerfesten', men er helt oppe og ringe i 'Løgneren' og de bedste af novellerne. Hans »højstemte enfoldighed« (Svendsen) bliver nok aldrig rigtig en landeplage igen af samme omfang, som den var i de enfoldige og højstemte 1950ere, da vi rejste os i forsamlingshusene, hvor han kom frem. Dagbøgerne viser, hvor han sled og levede og tænkte, men det er i novellerne og et par romaner, han overlever.

Det havde været morsomt hvis de mindre Hansen-nære forfattere, som 'Efterskrifter's forord sætter på rollelisten, også havde sunget deres arie.

Jeg forestiller mig at Per Højholt har taget hætten af skrivemaskinen, men så sat den på igen, da han opdagede, at han egentlig havde sagt, hvad han har at sige til 'Løgneren' i sin dagbogsroman '6512' fra 1969:

»Det er med dyb tilfredsstillelse jeg begynder at skrive i dag. Jeg har fundet på at jeg kan begynde øverst oppe på siden ...«. Det var nok snarere end ungdomsoprøret en prosa som hans og Panduros og Villy Sørensens og Rifbjergs, der fik Martin A. Hansen skubbet over på den bageste brænder på komfuret.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce