Lige siden P.O. Enquist i skuespillet 'Fra regnormenes liv' lancerede arkivmeteren, målestokken for den gode smag og arkivkritikeren, manden, der påser, at den gode smag bliver overholdt og ondskabsfuldt døbte ham Johan Ludvig Heiberg, har Heiberg været en latterlig, ja, nærmest en død mand i den almindelige bevidsthed. Værre til stivstikker, hoven ubehagelig og uden sans for genialiteten hos en H.C. Andersen. Ubrugelig, umulig, umunter, utiltalende. Og den dom er uretfærdig, for Johan Ludvig Heiberg var næsten det modsatte. Han var munter, smidig, tiltalende, dybt tænkende, digterisk produktiv og meget andet. Men han fik på et tidspunkt et job, som ingen havde kunnet klare, nemlig posten som direktør for Det Kgl. Teater i årene lige efter Junigrundlovens indførelse, og det ødelagde hans ry. Det enevældige system var ganske vist afviklet, en ny forvaltningspraksis var dog endnu ikke blevet implementeret, som det hedder på nudansk, hvad der gjorde det hele vanskeligt. Folkets, dvs. skuespillernes fejlagtige opfattelse af, at de nu skulle havde indflydelse på repertoiret forværrede situationen, for det skulle de efter Heibergs opfattelse ikke. Derfor gik det skævt, så Heiberg fik både et vrangvilligt skuespillerpersonale og den toneangivende presse mod sig. Pressen, som nu ikke længere var underlagt det gamle systems begrænsninger, følte, at den stort set kunne skrive og sige lige, hvad den ville. Og det gjorde den sandelig i forbindelse med Heiberg. Han blev hadefiguren i et par af de toneangivende aviser. For at gøre det hele værre ragede han også uklar med balletmesteren, August Bournonville, der havde mange proselytter.