Under det amerikanske præsidentvalg sidste forår blev kandidaterne på et tidspunkt spurgt, om de ville genudnævne den amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan. Alle svarede ja, men konkurrencen om hvem, der kunne smiske mest, blev dog vundet af republikaneren John McCain, der sagde, at selv hvis Greenspan var død, ville han give ham solbriller på og genudnævne ham. Udtalelsen illustrerer Greenspans status inden for finansverdenen, der gennem 1990serne har forladt jordoverfladen og bevæget sig op i højere luftlag. I marts 1999 bragte avisen New York Times en ledende artikel om nationalbankdirektøren under overskriften 'Hvem har brug for guld, når vi har Greenspan'? Sådan en mand kan journalister naturligvis ikke holde fingrene fra, og alle magasiner med respekt for sig selv har gennem de senere år bragt alenlange portrætter af Greenspan. Nu har selveste den amerikanske undersøgende journalistiks nestor Bob Woodward - der sammen med Carl Bernstein afslørede Watergate og bragte præsident Nixon til fald - skrevet en bog om Greenspan og hans tid som nationalbankdirektør (konstruktionen af den amerikanske føderale nationalbank gør det vanskeligt at oversætte Greenspans titel og job, men nationalbankdirektør er det tætteste man kommer i Danmark). Allerede af titlen, 'Maestro - Greenspan's Fed and the American Boom', fremgår det imidlertid klart, at dette ikke er en bog Greenspan behøver frygte. Ingen ubehagelige afsløringer, skandaler eller deslige, med sin bog melder Woodward sig under fanerne og erklærer sig enig med koret af stemmer, der messer, at Greenspan er et uovertruffent geni.