0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

For piger af det højere borgerskab

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Birgitte Possings lille bog, skrevet i anledning af N. Zahles Skoles 150-års jubilæum, fortæller historien om, hvordan en beskeden skole for piger af det højere borgerskab på mindre end 50 år udviklede sig til et 'imperium' med folkeskole, gymnasium og seminarium.

Med sine skoler ydede Natalie Zahle et afgørende bidrag til, at kvinder kunne uddannes på lige fod med mænd og blive ligeværdige partnere i familie og samfund.

Naturligvis var Natalie Zahles initiativ og organisationstalent afgørende for succesen. Men den hang også sammen med, at den generelle udvikling i samfundet nødvendiggjorde, at der blev taget fat på spørgsmålet om kvinders uddannelsesmuligheder.

Det drejede sig nemlig ikke kun om ligestilling som abstrakt ideal. Den økonomiske og industrielle udvikling i 1800-tallet underminerede den traditionelle borgerlige fordeling af opgaverne, hvor kvinderne arbejdede og opholdt sig i hjemmet, mens mændene var i erhverv og engagerede sig offentligt.


Et af problemerne var et stigende kvindeoverskud i befolkningen, hvilket betød, at et stigende antal kvinder ikke blev afsat på ægteskabsmarkedet. Forsørgelsen af ugifte døtre blev i stigende grad en byrde, ikke mindst for embedsmænd med begrænset årsgage.

En engelsk journalist brugte ligefrem udtrykket »redundant women«, overflødige kvinder.

Set med eftertidens øjne var uddannelse et indlysende svar på forsørgelsesproblemet, men som altid stod traditionelle værdier og normer i vejen for forandringer og reformer. I væsentlig grad var det de 'overflødige' kvinder selv, der gik til angreb på de restriktioner med hensyn til viden og uddannelse, som var pålagt dem.

En medicinsk professor gav svar på tiltale og advarede mod de fysiologiske konsekvenser af at sende piger i skole.

Den stærkeste afvisning kom paradoksalt nok fra den borgerlige kvinde, der havde størst anseelse i offentligheden, idet skuespillerinden Johanne Luise Heiberg i 1859 skrev, at det kvindelige »Emancipationsregimente« uddannede de uskyldige pigebørn til små soldater i »Quindekasernerne«.


Den unge Natalie Zahle stod i spidsen for en sådan 'quindekaserne'. Men hun afholdt sig fra en hver form for polemik. I et vers til en ung konfirmand på skolen understregede hun nødvendigheden af »stilhed« og »tilbageholdenhed« i daglig adfærd.

Og som fremhævet af Possing skyldtes Natalie Zahles succes i væsentlig grad hendes tilbageholdenhed. Hun arbejdede altid for konkrete forbedringer af kvinders uddannelsesmuligheder uden provokerende politiske og pædagogiske manifestationer. Sine overvejelser skrev hun ned, men hun offentliggjorde dem sjældent.

Samtidig fastholdt hun samfundets overordnede kristne og nationale normer i undervisningen. Hendes tilbageholdenhed, loyalitet og kompetence var uden tvivl forklaringen på den tillid, myndigheder og indflydelsesrige enkeltpersoner altid viste hende.


Birgitte Possings lille bog bygger i væsentlig grad på hendes disputats om Natalie Zahle, uden at der er tale om et opkog af det gamle værk.

Dispositionen er strammere og stilen mere direkte, hvad der uden tvivl hænger sammen med, at bogen er fri for de akademiske strækøvelser og kvindepolitiske dagsordener, som tyngede disputatsen.

Et problem med biografier er ofte, at man kommer til at overbetone hovedpersonens indsats og undervurdere betydningen af strukturelle samfundsmæssige forandringer. Her synes jeg, balancen mellem strukturhistorie og personlighedshistorie er bedre end i disputatsen.

Det fremgår også af den tvetydige titel, der henviser til både skolen og dens grundlægger.

Bogen er et jubilæumsskrift og dermed en festtale. Men som alle gode festtaler har den perspektiv og pointer. Et irritationsmoment er derimod de grå tekstbokse, der ødelægger layoutet og forvirrer læsningen.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce